fra tilbage til Skibene. Bjørn skal have udmerket sig meget under sit Ophold i „Jomsborg, og fra denne Tid fik han Tilnavnet „Breidvikingakappe“ (Kæmpen fra Breidavik, hvor hans Fædrenegaard laa). Han var meget længer udenlands end de bestemte tre Aar, thi ved hans Hjemkomst var Kjartan henimod tolv Aar gammel, og lagde allerede tydeligt for Dagen, at han i Stridbarhed vilde slægte ham paa. Det fortrolige Forhold mellem Bjørn og Thurid begyndte paany, og ikke engang Snorre lykkedes det, saa mægtig han var, at gjøre Bjørn nogen Fortræd, eller endog hindre hans Besøg, uagtet han mere end een Gang prøvede derpaa. Men omsider besluttede Bjørn selv, saa godt som uopfordret, at forlade Landet og saaledes afbryde et Forhold, der gav Anledning til saa megen Folkesnak og Familietvist. Han indskibede sig i Raunhavn, og sejlede afsted (omkring 998). Han fik en svær Storm fra Nordvesten, og man hørte i mange Aar intet til ham. Vi ville i det Følgende se[1], hvorledes han henimod tredive Aar senere tilfældigviis blev gjenfunden paa en langt anden Kant af Verden.
I Nordfjerdingen af Island vare i Særdeleshed Vatnsdalens og Eyjafjordens Høvdinger mægtigste. I Vatnsdalen var der neppe nogen, som vovede at byde Ingemunds Sønner Trods. De udmerkede sig ved deres sjældne Enighed og Sammenhold, og Thorsteins Viisdom, understøttet af Jakuls Tapperhed og Styrke, gjorde dem uimodstaaelige. Men efter Brødrenes Død forandrede Forholdene sig. Thorsteins ældste Søn Ingulf, berømt for sin sjældne Skjønhed, arvede Godordet og Høvdingdømmet; det heder vel, at han ansaaes som en god Høvding, og i mange Henseender traadte i sin Faders Spor, men det er øjensynligt, at han ej paa langt nær formaaede saa meget som han, medens tillige andre Mænd havde nedsat sig i Heredet, og erhvervet betydelig Magt. En af disse var Nordmanden Ottar Thorvaldssøn fra Øen Ylve (Ulvøen) i Vesteraalen paa Haalogaland. Ottar havde i sin Ungdom været opfostret hos sin Faders Ven og Nabo, Bonden Ingjald paa Øen Ylve tilligemed dennes Søn Aavalde, men i een Nat bleve saavel Thorvald som Ingjald overfaldne og indebrændte af Vikingen Sokke, og det lykkedes kun Ingjald med Nød og neppe at skaffe Drengene Ottar og Aavalde ud af en Bagdør paa Huset, saa at de undkom med Livet. De toge siden Tjeneste ombord paa en Sildeskude fra Vaagen, og fik derved Lejlighed til at komme syd til Sogn, hvor Ottars
- ↑ Herom handler Eyrbyggjasaga, fornemmelig Cap. 21, 29, 40, 44, 47, 50. Vi have ovenfor oftere haft Lejlighed til at nævne Bjørn. Det er fornemmelig hans Historie, som især giver Oplysninger med Hensyn til Tiden for Styrbjørns Død. Det er allerede tilstrækkeligt viist, at denne neppe kan henføres til andet Aar end 985, hvad enten vi regne frem fra Thorgrim Godes Død, eller tilbage fra Christendommens Indførelse.
