vendte han tilbage til Island. Hans Fader Thorgrim døde strax derpaa, og dennes egtefødde Sønner, Thorgrims Halvbrødre, toge al Arven efter ham. Men ikke desto mindre lykkedes det Thorkell, inden faa Aar vare omme, at erhverve ej alene Godordet, men ogsaa Hovedgaarden Hof, Ingemunds gamle Herresæde, saa at han altsaa nu blev Høvding i Vatnsdalen. Denne Ophøjelse skede efter alle Heredsfolkenes Ønske, og Thorkell bestyrede Høvdingdømmet til deres største Tilfredshed. Man ansaa ham for den af Naturen bedst udstyrede Mand i Vatnsdalen siden Thorstein Ingemundssøns Dage[1].
Eyjafjordens mægtigste Høvding var en Tidlang den stridbare Viga-Glum paa Tveraa, hvis tidligste Bedrifter vi allerede have omtalt. Vi have seet, hvorledes han kom i udeelt Besiddelse af Tveraa, og fra den Tid af beholdt han Magten i Heredet i henved 20 Aar (964–984). I al denne Tid havde han mange Stridigheder, især med den af ham dræbte Sigmunds Svigerfader, den mægtige Thore paa Espehol og dennes Sønner Thorarin, Thorvald Krok og Thorgrim. Det kom endelig til en Kamp mellem Glum selv 8de og Espehølingerne, i Alt 20, paa et Sted, kaldet Risateig, hvor Thorarin blev saaret, og Thorvald Krok med 4 andre faldt, medens Glum mistede 4 Mand, da endelig Folk kom til og gjorde Ende paa Striden. Glum havde selv dræbt Thorvald, men søgte at indbilde en tolvaarsgammel Dreng ved Navn Gudbrand Thorvardssøn, der næsten nødtvungen havde været med ham, at han var Thorhalds Banemand, og snakkede saa længe for ham, prisende hans Kjækhed, indtil han omsider troede det, vedgik det, og blev dømt fredløs paa Thinget, hvorefter Glum skaffede ham udenlands. Derved troede Glum at kunne undgaa den Ulempe, han ellers vilde have af Eftermaalssøgsmaalet. Og Thorvald Kroks Frænder, som havde glædet sig til, nu at kunne faa Bugt med Glum, ærgrede sig
- ↑ Vatnsdølasaga, Cap.42, 43, 45,46. Tidsregningen er her saare vanskelig at bringe Rede i. Thi Kristnisaga angiver Thorkell Kravla allerede som Høvding i 981, og dog skulde inden den Tid Thorgrim have været Gode mindst i et Par Aar, og for ham Ingulf i 12, efter at denne endnu i Faderens Levetid havde begyndt en Kjærlighedshistorie med Ottars voxne Datter Valgerd. Om vi nu end antage hende da kun for 14 Aar gammel, faa vi dog mindst 28 Aar mellem 981 og Valgerds Fødsel, hvilket for denne bringer 953, uagtet hendes Fader først 11 Aar senere kom til Island. Vel er det muligt, at man her, som ved Snorre Godes Historie, maa sætte Aaret 983 eller 984 i Stedet for 981, og følgelig 956 i Stedet for 953, men desuagtet faa vi 8 Aar for meget, og det bliver os nu neppe engang muligt at antyde Maaden, paa hvilken Fejlen kan rettes, uden det skulde være ved at give Ingulf fire i Stedet for tolv Aars Høvdingstid, hvilket vistnok bestyrkes af den Omstændighed, at han ved sin Død efterlod sig meget smaa Børn.
