Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/212

Denne siden er korrekturlest
186
Haakon Jarl.

en Udenlandsrejse efter Indbydelse af en Vikværing fra Tunsberg, der havde opholdt sig en Vinter hos ham. I Følge med ham droge de siden i Viking til Austerveg, hvor Gunnar udmerkede sig overordentligt ved sin Tapperhed og Dygtighed, og vandt et stort Bytte. Paa Tilbagevejen besøgte han Kong Harald Gormssøn i Heidaby eller Slesvig, og drog siden til Norge, hvor han fandt en venlig Modtagelse hos Haakon Jarl, saa at det endog hed, at Jarlen ej vilde have negtet ham sin Slægtning Bergljots Haand, om han havde forlangt den.

Kort efter sin Tilbagekomst til Island[1] fik Gunnar paa Althinget se den forhen nævnte smukke, men ondskabsfulde Hallgerd, Høskuld Dalakollssøns Datter; han bejlede til hende, og Høskuld og Rut modtoge ham med den største Venlighed, som om der intet Uvenskab havde været mellem dem; ja Rut advarede ham endogsaa for hende, og fortalte ham hendes Lyder, men Gunnar var saa forelsket, at han ikke vilde høre noget herom, og festede og egtede hende trods Ruts Advarsel og Njaals uforbeholdent ytrede bange Anelser om Udfaldet. Det varede ej længe, førend Hallgerd og Njaals hæderlige, men storsindede Hustru Bergthora bleve Uvenner. I et Vintergilde paa Bergthorshval fornærmede hiin Bergthora paa det groveste. Bergthora gik selv før Maaltidet omkring med Vaskevand til Gjesterne. Hallgerd, ærgerlig over at hun havde maattet vige Pladsen for en af Bergthoras Svigerdøtre, greb Bergthoras Haand og sagde: „du og Njaal passe godt for hinanden, thi du har en Kartnegl paa hver Finger, medens Njaal er skjægløs“. „Vistnok“, svarede Bergthora, „men skjønt din første Mand Thorvald ej var skjægløs, voldte du dog hans Død“. „Hvis du ej hevner dette, “Gunnar“, raabte nu Hallgerd forbitret, „hjelper det mig lidet at være gift med den tapreste Mand paa Island“. Gunnar sprang op, sagde at han havde Njaal altfor meget at takke, til at han skulde lade sig opegge mod ham; han bad hende skjende hjemme, ikke i andre Folks Huse, og rejste hjem med hende. Ved Afskeden lod Hallgerd Bergthora vide, at det ikke hermed var opgjort mellem dem. „Det skal heller ikke bekomme dig saa godt“, sagde Bergthora, og dermed skiltes de. Den følgende Sommer, da Gunnar og Njaal vare til Thinge, lod Hallgerd en af sine Trælle ved Navn Kol, dræbe en af Njaals dygtigste Huuskarle i Skoven,

  1. Det er ovenfor viist, at Gunnars Tilbagekomst og Giftermaal maa henføres til henved 970. Det heder udtrykkeligt at hans Stifdatter Thorgerd Glumsdatter da var 14 Aar gammel, og da Hallgerd neppe kan have været yngre end 16 Aar, da hun blev fød, var hun altsaa selv mindst 30 Aar gammel ved Brylluppet. Af samme Alder var sandsynligviis Gunnar. Saavel han, som Hallgerd maa derfor antages at være fødde omkring 940. Thi senere end 970 kan man ej sætte Giftermaalet, eftersom Hallgerds eg Gunnars Søn Høgne ved dennes Død var voxen, i alle Fald neppe under 16 Aar.