Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/216

190

Haakon Jarl.

Fiende sin Bistand. For end mere at kunne træde op med Kraft, bejlede han til Gissur hvites Datter Thorkatla, der heller ikke blev ham negtet. Gunnars Modstandere havde nu det bedste Haab om at faa ham dømt fredløs. Men Njaal stod ham atter bi. Deels ved at godtgjøre at Gunnar var bleven overfaldt og kun havde værget sig, deels ved andre Modsøgsmaal gjorde han han Modstandernes Udsigt til at vinde Sagen saa mislig, at de heller foretrak at byde Forlig, især efter Hjalte Skeggessøns Bøn. Gunnar samtykkede ogsaa paa det Vilkaar, at Hjalte aldrig vilde optræde som hans Modstander, hvilket denne ogsaa lovede. Sagen afgjordes, ligesom den forrige, ved Bøder, der betaltes strax paa Thinget, og saaledes gjenoprettedes atter Freden. Men Thorgeir Starkadssøn hvilede ikke. Han raadslog paany med Mørd, og denne opbød Alt for at faa Gunnar fældt. I den Tro, at det virkelig vilde gaa ham ilde, naar han dræbte to Led i samme Æt, saaledes som Njaal havde sagt, fik Mørd Thorgeir til at tage den dræbte Ottkells unge Søn med sig i et Overfald paa Gunnar; han faldt med flere, og uagtet Gunnar kun havde brugt Nødværges-Ret, blev dog Sagen denne Gang, trods Gunnars Bestræbelser, ikke anderledes afgjort end at han og Kolskegg maatte forbinde sig til at forlade Landet paa tre Aar: skede det ikke, da kunde de ustraffet dræbes. Njaal bad Gunnar paa det indstændigste at holde Forliget, og han lovede det. Allerede vare alle hans og Kolskeggs Sager bragte ombord; han sagde sin Moder og alle sine Venner farvel, steg til Hest, og red ned langsmed Markarfljot. Da snublede Hesten, saaat han faldt af, og derved kom til at se sig tilbage. Strax udbrød han: „fager er Liden, saa at den aldrig har synts mig fagrere, Agrene ere blege og Tunet slaaet; jeg maa hjem igjen, jeg kan ikke rejse.“ Kolskegg bad ham ikke gjøre sine Uvenner den Glæde at bryde Forliget. „Det er mig umuligt at rejse bort“, sagde Gunnar; „bliv du ogsaa“. „Nej“, svarede Kolskegg, „lige saa lidet heri som i noget andet vil jeg bryde mit givne Ord; vi maa altsaa nu skilles ad, og hils mine Frænder og min Moder, at jeg ej kommer til at se Island igjen, thi jeg veed at du vil blive dræbt, og da er der intet Baand, som drager mig tilbage“. De skiltes ad. Kolskegg red til Skibet, og Gunnar hjem til Lidarende. Hans Svoger Olaf Paa indbød ham og Hillgerd hjem til sig, men ej engang dertil var han at formaa; saa fast hang han ved Hjemmet. Den følgende Sommer paa Althinget lyste Gissur hvite Gunnar fredløs og samlede alle hans Fiender om sig for at aftale et Overfald paa Gunnar, hvilket nu var en Æressag for dem. Overfaldet aftaltes. Hjalte Skeggessøn blev ogsaa anmodet om at deeltage deri, men vægrede sig paa Grund af det Løfte, han havde givet Gunnar. Mørd, der boede nærmest, lovede at sende de øvrige Sammensvorne Bud, naar der var bedst Lejlighed til at angribe den frygtede Helt. Dermed skiltes de ad for det første. Njaal, som havde været paa Thinget