Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/217

Denne siden er korrekturlest
191
Gunnars Død.

og faaet Nys herom, fortalte Gunnar det efter sin Hjemkomst, advarede ham, og tilbød ham at lade sine haandfaste Sønner Skarphedin og Høskuld flytte til ham for at være ham til Hjelp. Men dette Tilbud vilde han ej modtage, da han var for ædelmodig til at kunne tillade at Vennens Sønner skulde opofre sig for hans Skyld. Han ventede sin Skjæbne med Rolighed, og synes næsten allerede at have gjort sig fortrolig med den Tanke, at Døden snart var ham vis.

Om Høsten, da alle Gunnars Folk vare beskjeftigede med Høonnen langt fra Gaarden, og han var eneste Mand hjemme, sendte Mørd de Sammensvorne Bud. De kom strax, og tvang efter Mørds Raad den nærmeste Bonde til at lokke Gunnars aarvaagne Hund Saam, en Gave af Olaf Paa, bort fra Gaarden i en Huulvej, hvor de dræbte den. Den udstødte et saa voldsomt Dødshyl, at Gunnar, som sov inde i Skaalen, vaagnede derved. „Ilde handler man med dig, Saam Fostre“, sagde han, „og stakket Tid vil der vel vorde mellem vor Død“. Skaalen, i hvis Loft Gunnar sov, var af Træ, tækket med Bræder, og Glugger med Spjeld langs Brynaasene. For at faa vide om Gunnar var hjemme, sendte de Sammensvorne En op til Gaarden, medens de satte sig paa Sletten. Han krøb op paa Skaalen, men Gunnar, som saa en rød Kjortel ligefor Gluggen, stak ud med Atgeiren og traf ham paa Midten. Han gled ned fra Taget, og gik hen til sine Staldbrødre paa Sletten. Gissur spurgte strax, om Gunnar var hjemme. „Jeg veed ikke“, sagde han, „men det veed jeg, at Atgeiren er hjemme“, og styrtede død ned. Nu søgte de til Husene, men Gunnar forsvarede sig saa eftertrykkeligt med sine Pileskud, at de tre Gange maatte trække sig tilbage. Da sagde Gunnar: „der ligger en af deres Pile her ude paa Taget, den skal jeg skyde til dem, og er det dem en stor Skam at faa Skade af sine egne Vaaben“. „Gjør det ikke, min Søn,“ sagde Moderen, „at opegge dem igjen, nu de have draget sig tilbage“. Gunnar gjorde det dog, og saarede en af dem. „Der kom en Haand ud med en Guldring om, og tog en Piil fra Taget“, sagde Gissur; „de vilde vel ikke søge Vaaben ude, hvis der var nok inde; lad os angribe paany“. „Lad os brænde ham inde“, sagde Mørd. „Det skal aldrig ske, om saa det gjelder mit Liv“, sagde Gissur; „men du, som er en saa slu Mand, kunde vel finde paa et andet Raad“. Mørd foreslog dem nu at tage nogle Toug, der laa paa Pladsen og brugtes til at fæste Husene med i Storm, slynge dem om Aasenderne, kaste Lykkerne om nogle store Stene og saaledes vinde Taget af Skaalen. Dette skede, uden at Gunnar kunde hindre det. Han værgede sig fremdeles med sine Pile, og Mørd gav atter det Raad at brænde ham inde, men forgjæves. Da lykkedes det En at springe op og hugge Gunnars Buestreng over; Gunnar gjennemborede ham strax med Atgeiren, og fældte strax efter hans Broder, men fik selv to Saar. Han sagde nu til Hall-