hemmeligt opstillede spændte Buer, hvis Pile alle vare rettede mod Billedstøtten, bragtes til at gaa af, hvorved Kened følgelig gjennemboredes. Her er det tydeligt nok, at han ved den „Finele“, der var Fader til Macbeth, og den „Finele“, der dræbte Kened, me ner een og den samme Person. Men han har altsaa antaget „Finele“ for et Fruentimmer, og den hele Fortælling om denne foregivne Kvindes List, hvilken han udmaler i det Brede og ledsager med Bemerkninger, maa derfor rimeligviis enten være hans egen Opfindelse, eller har han maaskee laant den fra et eller andet paa hans Tid yndet Æventyr. I denne Forvanskning kunne vi gribe ham, men hvor mange lignende har han da vel ej begaaet, som vi ej længer kunne kontrollere? Desværre støtte ogsaa de øvrige skotske Historikere, der alle ere yngre, sig til ham. Fordun og Saxo høre aabenbart til een og samme Skole; de have meget tilfælles i Sprog, i deres hele Maade at ræsonnere paa, og i Materiens Anordning. Der er al Grund til at tro, at Saxo ogsaa i Stoffets Behandling har anseet sig berettiget til at anvende, og virkelig har anvendt de samme Friheder, som Fordun, om end just ikke ganske i samme Grad.
Under denne Forvirring og Uvished, som de skotske Kildeskrifter frembyde, er det et stort Held, at vi i de irske Annaler finde højst værdifulde og paalidelige Oplysninger om et og andet, betressende saavel Skotlands som de norske Vikingers og Kolonisters Historie, hvorved enkelte tvivlsomme Spørgsmaal, især hvad Chronologien angaar, kunne bringes paa det Rene, og sikre Udgangspunkter hist og her tilvejebringes. De irske Annaler synes nemlig alle, endog de, der i deres nærværende Form kun ere Redaktioner foretagne i sildigere Tider, udelukkende at grunde sig paa Optegnelser, der lige fra Christendommens Indførelse i det 5te Aarhundrede Aar for Aar indførtes af Gejstlige i deres Kirke- eller Kloster-Aarbøger, og som saaledes alle have Samtidighedens Værd. De irske Annaler kjendtes hidtil kun i magre Uddrag, indtil de vigtigste for ikke mange Aar siden bleve udgivne af O’Connor i hans Samling Rerum Hibernicarum Scriptores, Buckingham 1814–26[1], (3 B. Text med Oversættelse, 1 B. Indledning) – Disse ere: Tighernacs Annaler, indtil 1060 (redigerede af Munken Tighernac, † 1088); Ulster-Annalerne, Innisfallens Annaler, og de 4 Mestres Annaler, sammendragne i det 16de Aarhundrede ved 4 irske Gejstlige af flere ældre Annalhaandskrifter, der stod til deres Raadighed. Disse sidste ere senere (1851) udgivne paany, i 7 Bind, nøjagtigere end i O’Connors Samling, og med oplysende Anmerkninger. Der findes paa Irland vist flere endnu uudgivne Annaler, der alle vilde kaste Lys paa vor Historie; allerede de her nævnte give, som man nedenfor af den hyppige Anven-
- ↑ Verket udkom nemlig paa Hertugen af Buckingham og Chandos Bekostning.
