nær, havde allerede taget Sæde og lukket Døren til den Sal, hvor Mødet holdtes, da Villjam kom, og efter længe forgjæves at have ventet udenfor, paa at man skulde kalde ham, endelig i Vrede brød Døren op og styrtede ind i Salen, med de Ord: „skal jeg ikke have Lov til at være med, eller er jeg da en Forræder“? Da han saa Otto sidde paa en Bænk ovenfor Ludvig, bød han ham strax staa op, da det ikke sømmede sig, at nogen sad ovenfor en Konge i hans eget Rige. Otto blev ærgerlig, men skjulte sin Vrede, rejste sig, og forblev staaende, støttet til sin Stok, medens Villjam satte sig nedenfor Kongen. Under Mødet selv viste han Villjam den største Venlighed. Men han var dog forbitret over den Krænkelse, denne havde tilføjet ham, og aldrig saa snart havde Kongen og Villjam forladt Attigny, førend han klagede til Arnulf og Hugo, hvilken sidste vistnok heller ikke var tilfreds med det fortrolige Venskab, som nu var opstaaet mellem Kongen og Villjam. Han forestillede dem, at den, der agtede ham selv, Tydsklands Konge, saa ringe, vilde agte dem endnu ringere, og det lykkedes ham at ophidse dem saaledes imod Villjam, at de besluttede at rydde ham af Vejen. Arnulf, der allerede længe havde været hans Fiende, paatog sig at udføre Beslutningen. Han sendte et Gesandtskab til Villjam for at anmode denne om at møde ham paa en Ø i Elven Somme nærved Pecquigny, hvor enkelte endnu uopgjorte Sager skulde afhandles og bilægges. Villjam lovede at komme. Til den bestemte Tid indfandt han sig, uden at ane noget ondt. Forhandlingerne bleve snart tilendebragte paa det venskabeligste, man gav hinanden Fredskysset, og Villjam og Arnulf roede hver med sit Følge bort fra Øen, hiin mod den venstre, denne mod den højre Bred. Da begyndte fire af Arnulfs Mænd, der vare blevne tilbage paa Øen, at raabe efter Villjam, at han maatte komme tilbage et Øjeblik, da der var noget, deres Herre havde glemt at sige ham. Villjam, der i sin Baad kun havde to ubevæbnede Mænd med sig foruden Rorskarlen, bød denne at ro tilbage, men aldrig saa snart stødte Baaden mod Øen, førend hine styrtede sig over ham med dragne Sverd, og dræbte ham tilligemed hans tre Ledsagere[1]. De skyndte sig efter deres Herre, medens Villjams Følge roede tilbage til Øen og med stor Bedrøvelse hentede hans Lig (17de December 942 eller 943)[2].
Villjam, der efter sit lange Sverd sædvanligviis kaldtes „Longaspada“
- ↑ De fire Mordere navngives af Dudo: Balzo (med Tilnavn Curtus), Erik, Rodbert og Ridulf.
- ↑ Dagen angives af Villjam af Jumièges, 16 kal. Jan. 943, hvilket neppe synes at kunne betyde andet end 17 Decbr. 912, skjønt rigtignok Flodoard angiver 943.
ham falde blandt de øvrige, som nedsabledes i Eu 927 (Pertz V. 583, 584), se ovf. 1ste B. S. 673. Han kalder Nordmannerne aldrig andet end „piratæ“.
