heller ikke umuligt[1]. Mere lader der sig ej sige om denne Sag, saalænge fuldstændigere Oplysninger savnes. Sigtrygg og de øvrige nordiske Hedninger vare sandsynligviis ikke komne ligefra Norden, men fra England, hvor Kong Eadmund just nu, som vi havde seet, var beskjeftiget med at underkaste sig Northumberland: et Foretagende, der vistnok maatte bevirke at flere af de der bosatte Nordboer forlode Landet.
Det Venskab, der i den sidste Tid havde bestaaet mellem Kong Ludvig og den myrdede Jarl, bragte dennes Søn Richards ivrigste Tilhængere, af hvilke især Bernhard, Rodulf og Aaslak nævnes, til at hylde Ludvig, og anbefale ham Richard. Andre af Nordmannerne misbilligede det, og hyldede Hertug Hugo[2]. Imidlertid var Sigtrygg landet i Seinen med sine hedenske Skarer, og havde overtalt en Høvding ved Navn Thormod tilligemed nogle andre til at falde fra Christendommen og gaa over til Hedenskaben igjen. Thormod forsøgte endog at saa Richard selv overtalt til Frafald. Sigtrygg og Thormod opførte sig aldeles som Herrer, og strejfede vidt og bredt omkring. De Høvdinger, som havde hyldet Ludvig, sendte nu Bud til ham, for at han kunde gjøre en Ende paa dette Uvæsen. Han kom, angreb Hedningernes overlegne Styrke med en Hær kun af 800 Mand, men sejrede dog; Thormod faldt for hans egen Haand, og Sigtrygg flygtede, men indhentedes og dræbtes. Nitusinde Hedninger skulle være faldne. Derpaa satte Kongen Herluin til Befalingsmand over Rouen, og vilde tage den unge Richard til sig, for, som han sagde, at opdrage ham. Der blev en stor Forbitrelse herover blandt Folket i Rouen, der stimlede sammen udenfor Kongens Bolig, og truede ham med Døden, fordi han vilde bortføre den unge Hertug som Fange, maaske endog rydde ham afvejen. Kun ved Bernhards Hjelp lykkedes det ham at stille de Misfornøjede tilfreds; Bernhard og Hertugens øvrige tro Tilhængere tillode ham endog at tage Richard med sig, da han forlod Staden. Omtrent paa samme Tid overvandt Hertug Hugo andre Skarer af Hedningerne i det vestlige Normandie, og indtog Evreux ved Hjelp af dets christne Beboere. Ludvig som hidtil havde holdt gode Miner med Høvdingerne i Rouen og hyklet Venskab for Richard i den Hensigt at saa ham i sin Vold og bemægtige sig hans Rige, lagde nu mindre Dølgsmaal paa sine Planer. Det maatte allerede være mistænkeligt nok, at Hertug Hugo overgav ham Evreux. Strax efter stod han Fadder til Kongens Datter, blev af denne bekræftet som Hertug i Francien, og forligte ham endelig med Grev Arnulf, hvilken Herluin nys havde overvundet i et Slag, hvori en af Villjams Mordere faldt. Over dette Forlig bleve Richards tro Venner
