Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/243

217

Richard I af Nordmandie.

ger Hugo, den i den franske Historie saa bekjendte Hugo Capet, til Richards Velvillie og Forsog. Kort efter egtede Richard hans Syster Emma, og det Venskab, der nu fandt Sted mellem Landets to mægtigste Vasaller, kunde nok gjøre de øvrige ængstelige, og friste dem til at oplægge Raad mod den nordmanniske Hertug, med hvis Tilværelse iblandt dem de endnu ikke havde lært at gjøre sig fortrolige. Grev Tetbald af Chartres, der havde egtet Richards Stifmoder, var hans værste Fiende, og ophidsede Kong Ludvigs Enke Gerberga imod ham, forsikrende at hendes Søn, Kong Hlothar, aldrig kunde være tryg saalænge Richard levede. Gerberga fik sin Broder, den mægtige Erkebiskop Bruno af Køln, til at staa hende bi; han indbød Richard svigagtigt til et Møde ved Amiens, for her at tage ham til Fange, men Richard advaredes i Tide, og udeblev fra Mødet. Kong Hlothar opfordrede ham til at møde sig ved Eaune, for der at slutte Fred og aflægge sin Hylding. Richard indfandt sig, men advaredes i Tide om at man stræbte ham efter Livet, og undgik Snaren. Han søgte at hevne sig ved at hindre et af Hlothar i Soissons udskrevet Rigsmøde fra at komme sammen. Dette mislykkedes vel, og Kongen, som efter Grev Tetbalds Opfordring foretog et Angreb paa Nordmandie, satte sig endog i Besiddelse af Evreux, som han overlod til Tetbald. Men paa Tilbagevejen blev han forfulgt af Richard, som herjede hele Grevskabet Chartres, og kort efter slog han Tetbald saa eftertrykkeligt, at han kun med Nød og neppe undkom. Da Richard imidlertid skjønnede, at det uden fremmed Hjelp vilde blive ham umuligt i Længden at modstaa sine mægtige Fiender, henvendte han sig, som det fortælles, til Danekongen Harald om Hjelp. Denne skal ogsaa strax have sendt Hjelpetropper, der herjede de af Frankriges Kystegne, der ikke hørte til Nordmandie, saa forfærdeligt, at der, som det heder, ikke en Gang var en Hund tilbage, som kunde gjø, i Tetbalds Grevskab. Der samledes et Bispemøde i Laon for at raadslaa om hvad der herved var at gjøre. De forsamlede Biskopper sendte Biskoppen af Chartres til Richard for at spørge ham, hvorfor han, selv en saa ivrig Christen, havde bragt disse Hedningeskarer til Landet. Han undskyldte sig med de Efterstræbelser, hvormed Kongen og Tetbald havde hjemsøgt ham. Biskopperne bade ham da om at holde inde med Fiendtlighederne, indtil de havde faaet Kongen overtalt til at tilstaa ham en Sammenkomst ved Gefosse, for her at give ham fuldkommen Skadeserstatning. Richard samtykkede deri. Da Tetbald hørte dette, frugtede han at Kongen vilde slutte en Separatfred og den hele Krigsbyrde saaledes komme til at hvile paa ham. Han skyndte sig derfor, ogsaa paa sin Side at gjøre Richard Fredsforslag, og fremfor Alt at give ham Evreux tilbage. Richard modtog Forslaget med Glæde, Tetbald tilbagegav Evreux, og de sluttede et oprigtigt Venskab og Forbund med hinanden. Kort efter indfandt Kong Hlo-