af Danerne ikke have haft noget imod at erkjende den engelske Konges Overherredømme. Dette lader sig ogsaa lettelig forklare. I samme Forhold, som Danerne i England og deres Efterkommere følte sig hjemme i Landet, og med Christendommen lærte at faa Smag paa og vænne sig til den højere Grad af Kultur og mere forfinede Levemaade, som herskede i England, i samme Forhold maatte ogsaa deres Interesser mere og mere smelte sammen med Englændernes, i Særdeleshed lige over for de senere ankommende Vikingesværme fra Norden; disse maatte være dem lige saa uvelkomne og ubelejlige, som for Englænderne selv, thi at en enkeltærgjerrig Prætendent til Herredømmet kunde benytte dem til Opnaaelsen af sit Øjemed, og saaledes glædede sig ved deres Ankomst, kan her ej komme i Betragtning. Det er derfor ikke usandsynligt, at Danerne i det nordøstlige England tildeels have underkastet sig Eadmund og Eadred til fælles Værn mod de Vikingesværme, der, som vi have seet, lige fra Edwards og Ædhelstans Dage hjemsøgte Nord-England, og som fornemmelig synes at være komne enten fra Irland eller fra Norge, som f. Ex. Sigtrygg, Olaf Kvaran, Olaf Gudrødssøn og allersidst Erik Blodøxe. En Hentydning hertil forekommer i et endnu opbevaret Brudstykke af et gammelt Kvad fra Kong Eadmunds Dage. Det sigter til Kong Eadmunds heldige Bedrifter mod Nordmanden Olaf Godfredssøn eller Gudrødssøn fra Irland i Aarene 942 og 943. „Danerne“, heder det, „vare før i en lang Tid trælbøjede under Nordmændene, Under Hedningernes Baand og Lænker, indtil han, Kong Eadmund, Edwards Søn, Krigernes Tilflugt, befriede dem ved sin Anseelse“[1]. Hedningen Sigtrygg, der i Aaret 943, som nys fortalt, hjemsøgte Nordmandie og der fandt sin Død, var maaske just en af de Nordmænd, fra hvis Aag Eadmund befriede Danerne i England, og forsaavidt den ovenfor omtalte Harald ikke var Harald Gormssøn selv, kan det samme siges om ham.
Erik Blodøxe var, efter de engelske Chronisters udtrykkelige Vidnesbyrd, den sidste Konge i Northumberland. Efter hans Død 950 indsatte Kong Eadred hans Overvinder Aasulf til Ealdorman, og fra denne Tid af lige til den nordmanniske Erobring styredes Landskabet kun af Ealdormen eller, som de efter den danske Erobringstid kaldtes, Jarler, dog øjensynligt af dansk Herkomst[2]. Kong Eadgar, Eadmunds Brodersøn, deelte siden
- ↑ Se Chron. Saxonicum ved 942, i Monum. hist. Brit. I. S. 386. Da dette merkelige Sted lyder noget forskjelligt i de forskjellige Haandskrifter, anføres det her, til Forebyggelse af Tvivl, efter det bedste og samtidige, nemlig Cambridge-Haandskriftet. Dene wæron ær under Norðmannum nýde gebégde, on hæðenra häfteclommum, lange þrage, óð þe hí alýsde aft, for his weorðscipe, wiggendra hleð, eafora lEadweardes, Eádmund cyning. I flere Haandskrifter staar „Denum“, hvilket er meningsløst.
- ↑ Se ovf. 1ste B. S. 730. Saavel hos Hoveden (Savile S. 123), som i Mel-
