et Gavebrev, han i Aaret 964 skal have udstedt tilbedste for Klosteret i Worcester, havde han ogsaa underkastet sig Irland eller de norske Besiddelser der; Brevets Egthed ansees imidlertid for tvivlsom, og de irske Kilder vide heller intet derom[1]. Derimod synes det tilforladeligt, hvad der ovenfor er berørt, at han ved Skibsmønstringen i 973 hyldedes og lod sig ro af 8 ham undergivne Fyrster, hvoriblandt den oftere omtalte Makk Haraldssøn, Konge over Øerne. d. e. Man og Syderøerne[2] den samme, der kort efter faldt paa Inniscathaig mod Brian Boroimhe. At en eller anden fordreven Konge fra Irland kan have hyldet Eadgar for at faa Hjelp af ham, er heller ikke usandsynligt.
Danernes Underkastelse og Eadgars kraftige Foranstaltninger til Landets Forsvar kan maaske for en stor Deel have bidraget til at give Nordboerne Afsmag paa at drage i Viking til England, eller overhoved til Vesten, skjønt det vel og i og for sig selv nu for en Tidlang var blevet det sædvanlige at drage i Austerveg. Hans ældste Søn, den unge Edward Martyrs kortvarige Regjeringstid gik ogsaa roligt hen. Men efter at denne skjendigt var bleven myrdet ved sin Stifmoders Anstiftelse (978), og hun havde faaet sin tiaarige, svage og charakteerløse, til mange Ulykker bestemte Søn Ædhelred paa Thronen, var det snart forbi med Englands Fred. Det var paa denne Tid, at den heftige Uenighed udbrød mellem Danekongen Harald og hans Søn Sven; da Danerne splittede sig i to Partier: et hedensk der holdt med Sven, et christent der holdt med Harald. Vi
- ↑ Brevet er aftrykt i Kembles „Codex diplomatarius ævi Anglosaxonici“, 3die Deel S. 404 flgg.; men det er der betegnet som usikkert, hvad ogsaa Indholdet noksom synes at vise. Her omhandles nemlig, som de af ham erobrede Lande, ej alene Størstedelen af Irland med Dublin, men ogsaa alle Ø-Riger i Oceanet ligetil Norge. Det begynder saa: Altitonantis dei largiflua elementia, qui est rex regum, dominus dominantium, ego Eadgarus Anglorum basileus omniumque regum insularum oceani, quæ Britanniam circumjacent, cunctarumque nationum, quæ infra eam includuntur, imperator et dominus, gratias ago ipsi deo omnipotenti, regi meo, qui meum imperium sic ampliavit et exaltavit super regnum patrum meorum; qui licet monarchiam totius Augliæ adepti sint, a tempore Æðelstani, qui primus regum Anglorum omnes nationes, quæ Britanniam incolunt, sibi armis subegit, nullus tamen corum ultra ejus fines imperium suum dilatare aggressus est, mihi autem concessit propitia divinitas, cum Anglorum imperio, omnia regna insularum oceani cum suis ferocissimis regibus usque Norvegiam, maximamque partem Hiberniæ cum sua nobilissima civitate Dublinia, Anglorum regno subjugare; quos etiam omnes meis imperiis colla subdere dei favente gratia coegi“. – Stilen er her aldeles som i de øvrige angliske Kongebreve fra denne Tid, og Brevet er i sig selv gammelt, kun ikke fra Eadgars egen Tid.
- ↑ Se herom ovenfor, S. 179.
