for (S. 63, 64, 89) søgt at godtgjøre Sandsynligheden af, at Sven Tjugeskegg var den, som i 975 forlenede Erik Jarl med en Deel af Viken, og at der siden har hersket en nærmere Forbindelse mellem dem. Det naturligste for Sven var derfor, efter hans Fordrivelse fra Danmark, at ty til Erik Jarl i Viken. „Men“, tilføjer Mag. Adam, „da han (Haakons Søn) var en Hedning havde han ingen Medlidenhed med den Landflygtige, som nu, forstødt af hele Verden, satte over til England, hvor Ædhelred, der mindedes alt det onde, Anglerne havde maattet døje af Danerne, jog ham bort“. Forholder nu dette sig saaledes, og er den Søn af Haakon, til hvilken Sven tyede, virkelig Erik Jarl, saa har dog vist ikke denne af nogen Ubarmhjertighed vægret sig ved at modtage ham, thi Erik viser sig overalt, hvor han fremtræder, ridderlig og ædelmodig, og traadte endog ikke mange Aar efter i endnu nærmere Forbindelse med Sven ved at egte hans Datter. Men det har neppe staaet i Eriks Magt at gjøre noget for Flygtningen, eller han har ikke vovet det, da den mægtige Erik Sejrsæl, som søgte at underkaste sig hele Danevældet, sikkert ikke har undtaget Viken derfra, og i alle Fald maa have været en Nabo, med hvem Erik Jarl ej vel kunde vove at lægge sig ud[1]. Saxo, der i at fortælle om Svens Forjagelse ved Erik Sejrsæl synes at have haft Mag. Adams Beretning for Øje, afviger dog derfra i den Henseende, at han i Stedet for Haakons Søn Trucco nævner Olaf Tryggvessøn, og lader Sven ty til ham, fordi Harald Gormssøn i sin Tid havde hjulpet hans Fader, da denne var forjagen fra Norge, til at faa sit Rige igjen. Han tilføjer at Olaf dengang endnu ikke førte Kongenavn, men alligevel udøvede kongelig Myndighed[2]. Ogsaa her synes den af Harald Gormssøn i sin Tid understøttede Haakon Jarl og hans Søn Erik at have foresvævet Fortælleren; men Saxo har nævnt Olaf, enten fordi han antog at Mag. Adam havde forvexlet ham med hans Fader, eller fordi han vidste, at Sven virkelig havde henvendt sig til Olaf Tryggvessøn, førend denne blev Konge i Norge. Dette forholder sig ogsaa ganske rigtigt saaledes. Men det var i England, ikke i Norge, at Sven henvendte sig til Olaf, og Olaf viste ham heller ikke strax fra sig, men de kæmpede en Stund i Fællesskab. Vi kunne dog ikke omtale Olafs og Svens fælles Bedrifter i England, uden tillige at kaste et Tilbageblik paa Olafs tidligere, saare bevægede og æventyrlige .Liv.
Vi forlode Olaf Trygvessøn, da han som et lidet Barn var kommen
