længer kunde bolde ud at blive i Vendland. Han gik atter til Søs, først til Danmark, hvor han tog Strandhug og nær var bleven fangen af Indbyggerne, hvis han ej, skjønt endnu en Hedning, havde frelst sig ved at lægge sig ned paa Jorden og betegne sig og sine Mænd med Korsets Tegn, hvilket, som det siges, hindrede Forfølgerne fra at blive dem var. Undkommen herfra drog han tilbage til Gardarike, hvor Kongen og Dronningen toge venligt imod ham, og hvor han tilbragte Vinteren. En Drøm bød ham her at drage til Grækenland, før at lære Christendommen at kjende og siden at kunne udbrede den blandt andre Folk. Han lod Drømmens Bud, sejlede til Grækenland, blev primsignet eller betegnet med Korsets Tegn, og fik en Biskop, ved Navn Paal, til at følge med sig tilbage til Gardarike, hvor Valdemar og Dronning Allogia paa Olafs Forestillinger lode sig christne. Efter at dette var udrettet, forlod Olaf Gardarike for stedse, drog til Danmark, England, Northumberland, Skotland, Syderøerne og Man, derfra til Valland (det vestlige Frankrige), og endelig til England, 4 Aar efter at han forlod Vendland. Men paa Vejen drev Vinden ham til Syllingerne (Sorlingues eller Scilly-Øerne), hvor han hørte at der boede en gammel Eremit, der kunde forudsige tilkommende Ting. Olaf fik Lyst til at sætte ham paa Prøve, og bød en af sine Mænd, den højeste og smukkeste i hele Skaren, at gaa til Eremitten og udgive sig for Ole den gerdske, som han endnu stedse kaldte sig selv. Manden fremstillede sig for Eremitten, men denne sagde strax: „du er ikke Kongen, dog raader jeg dig at være din Konge tro“. Da Olaf fik dette Svar at vide, tvivlede han ej paa Eremittens Spaadomsevne, men begav sig selv hen til ham, og spurgte ham om sin Fremtid, for at faa at vide, hvor vidt noget Rige eller anden Lykke var ham beskikket. Eremitten sagde at han skulde blive en berømmelig Konge, udføre mangen Stordaad, og omvende mange til Christendommen; til Tegn paa at Spaadommen var sikker, forudsagde han ham, at han, naar han kom tilbage til Skibene, skulde blive overfaldt af Fiender, miste flere Folk, og selv blive farligt saaret, saa at han maatte bæres paa et Skjold ned til Skibet, dog skulde han komme sig ganske om 7 Dage. Det gik, som Eremitten havde forudsagt; Olaf blev overfaldt og saaret, men kom sig igjen. Dette gav ham end større Lyst til at underholde sig med Eremitten, hvilken han nu atter opsøgte, og af hvem han erfoer mange merkelige Ting. Efter hans Overtalelser lod han sig med alle sine Mænd døbe af en Abbed i et Kloster der paa Øerne. Abbeden forudsagde ham, at han skulde blive Konge i Norge. Da var Olaf, tilføjes det, i sit 25de Aar. Om Høsten drog han til England, hvor han foer fredeligt frem. Han laa just med sine Skibe i en Havn, da der kom Bud, at alle skulde indfinde sig til Things. Olaf, eller, som han endnu kaldtes, Ole, drog ogsaa derhen. Thinget var sammenkaldt af en Dronning ved Navn Gyda, Syster af den irske Konge
Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/255
Denne siden er korrekturlest
229
Sagn om Olaf Tryggvessøn i Vendland og England.