han har udeladt, er, vel at merke, hvad Kongesagaerne have tilfælles med, eller ligefrem laant af Legende-Sagaen.
Det gamle Udtog af de norske Kongesagaer, som vi oftere have haft Lejlighed til at nævne, fortæller i Korthed at Olaf blev fanget af Ester udenfor Øsel, solgt som Træl, udløst af sin Frænde og bragt til Holmgard, at han der, 12 Aar gammel, dræbte sin Fosterfaders Drabsmand, og flygtede til Dronningen, der tog sig af ham, at han blev holdt i stor Agt og Ære, fik Skibe og drog i Viking, at Nordmænd, Gauter og Daner sluttede sig til ham, at han herjede paa Vendland, Flandern, England, Skotland, Irland og andensteds, men opholdt sig om Vinteren i Jomsborg; at han en Gang etsteds i England traf den før omtalte Eremit, satte ham paa Prøve, og lod sig af ham overtale til at antage Christendommen, som forhen berettet. Om Toget til Grækenland og Danevirke nævnes intet, ej engang om Giftermaalet med Gyda[1].
Munken Thjodrek, der omtrent 1180 skrev sit Uddrag af Norges Historie, nævner kun i Korthed, at Olaf blev opdragen hos Valdemar i Rusland, berører Legenden om hans Fare i Danmark, lader ham derfra drage til Irland og saa til Syllingerne, hvor han bliver døbt af en Abbed Bernhard; fra Syllingerne lader han ham gaa til England og opholde sig her en Stund. Andre af hans Bedrifter omtaler han ej[2].
Den selvstændigste og paalideligste norske Bearbejdelse af Kongesagaerne veed øjensynlig intet om Olafs mere æventyrlige Bedrifter, men siger kun simpelt hen og korteligen, at han som Barn fulgte sin Moder til fremmede Lande, blev opfostret hos Kong Valdemar den gamle i Holmgard, tiltog med Aarene i Kræfter og Anseelse, hædredes af Kongen og indsattes af ham til Høvding inden Hirden, og til at styre de Hærmænd, der vogtede Kongens Land og styrkede hans Rige; at han udførte mange og store Bedrifter i Gardarike og ellers i Austerveg, i Sydlandene (Tydskland) og Vesterlandene, at han var to Gange gift, nemlig med Geira den vendiske og Gyda den engelske, at han kristnedes i Syllingerne, og kom fra England til Norge. Den omtaler vidtløftigt Kejser Ottos Kamp ved Danevirke, men nævner her aldeles intet om Olaf; for øvrigt anfører den et Stykke af Skalden Hallfreds Kvad om Olaf, hvor hans Bedrifter omtales fra den Tid, han forlod Gardarike og indtil han kom til Irland[3].
Denne Sammenstilling af de forskjellige Beretninger er allerede tilstrækkelig til at vise, at hvad der heraf gaar udenfor de allersimpleste og rimeligste Fakta, ej kan gjøre nogen Paastand paa Troværdighed; at alt hvad man
