sidste Tid, førend Olaf angreb ham, havde ført en blodig og for de engelske Vaaben meget uheldig Krig med Hertug Richard af Nordmandie. Denne Krig tilendebragtes kun efter Pave Johannes den 16des Mægling, ved en Fredsslutning i Rouen den 1ste Marts 991[1]. I det samme Aar viste Olaf sig ved Ipswich og Maldon.
En Vikingehøvding der optraadte med saa stor Magt og Anseelse som Olaf, maatte være berømt over hele Norden, og hans Ry maatte for længe siden have naaet Norge. Allerede under hans Ophold i Gardarike kan det ej slaa Fejl at han har stødt paa flere Landsmænd, og fortalt dem sin Herkomst; paa hans Tog i Østersøen sluttede, som det udtrykkeligen fortælles, Nordmænd sig til ham foruden Gauter og Daner; under Opholdet i Vendland og Jomsborg maatte han ligeledes have Lejlighed til at se mange Nordmænd, og dette maa endnu mere have været Tilfældet i England. Af Islændinger omtales i det mindste een, der sluttede sig til Olaf allerede under hans Ophold i Vesten, nemlig Stefne Thorgilssøn fra Kjalarnes, en Sønnesøns Søn af den mægtige Landnamsmand Helge Bjola. Stefne havde som Yngling forladt sit Fædreland, og i Danmark antaget Christendommen, siden havde han truffet sin Landsmand Thorvald Vidfarle, der nu ogsaa var bleven døbt, og havde med ham rejst vide omkring og besøgt de hellige Steder i Syden og fornemme Høvdinger. Paa Tilbagevejen til Norden traf han Olaf Tryggvessøn i England eller Irland, og blev hans Mand. Af de Skildringer, Sagaerne saa omstændeligt have efterladt os af Olafs sværmerske og enthusiastiske Sind, kunne vi ogsaa, om det end ikke sagdes i udtrykkelige Ord, lettelig forstaa, at Erhvervelsen af hans Fædrene-Rige, under alle Omskiftelser i hans urolige
- ↑ Denne Krig samt Fredsslutning, der kun omtales af Villjam af Malmesbury, II. (Savile S. 64), antages af nogle for den samme som den, Villjam af Jumièges V. 4 (Duchêne S. 250) henfører til Richard d. 2dens Tid, se Lappenberg Gesch. Englands I. S. 421-423, II. S. 32. Villjams bestemte Udsagn lader sig dog kun vanskeligt bortvise. Lappenberg henter sit Hovedargument derfra, at hvis Krigen, som Villjam siger, skede efter Ædhelreds Giftermaal med Richards Datter Emma, maatte den have foregaaet i 1003, da Ædhelred ej egtede Emma førend i 1002, efter Chron. Sax.’s Udsagn, og i denne Tid havde han saa meget at bestille med Krigen mod Danerne, at han ej kunde tænke paa nogen Angrebskrig paa Nordmandie. Men herved er at merke, at Angivelsen i Chron. Sax. er urigtig, da man har et Brev fra Emma som Dronning (hun kalder sig Ælfgyna Ymma regina) allerede fra 997 (Kemble, Cod. Dipl. ævi anglos. III S. 279). Krigen kan altsaa være fort i Aarene 997–1000.
