og omflakkende Liv, stod for ham som det Maal, hvortil han stræbte, og som han aldrig tabte af Sigte. Ved Siden af dette stillede der sig ogsaa snart et andet, Norges Omvendelse til Christendommen; det trængte endog maaske det første for saa vidt i Baggrunden som dette ej længer blev den endelige Hensigt, men kun Middelet, hvorved det andet skulde opnaaes. Dog, hvad enten det ene eller det andet var hans Hovedformaal, maatte det nødvendigviis bringe ham til at søge alle Nordmænd, der kunde give ham Efterretninger fra Hjemmet, til at udfritte dem om Forholdene, vel og tildeels at lade sig forlyde med med, hvo han var, hvad Hensigter han havde, hvad Haab han nærede om at kunne faa dem udførte[1]. Og saaledes kunde det neppe undgaaes, at Haakon Jarl ej alene erfoer, at han var til, men ogsaa fik Nys om hans Planer Olaf skal vistnok, efter hvad nogle fortælle, have skjult sit rette Navn og kaldt sig Ole eller Aale den gerdske; denne Forsigtighed har han maaskee brugt ved et Par enkelte, særegne Lejligheder, naar det gjaldt ham om at udfritte Landsmænd paa en mere end almindelig forsigtig Maade; men at han forresten ogsaa i England sædvanligviis gik under sit rette Navn Olaf, derom vidner noksom den Omstændighed, at han kaldes Olaf (Anláf) i de samtidige engelske Beretninger om hans Bedrifter der i Landet.
Haakon Jarl lyttede til Efterretningerne om Olaf Tryggvessøn med en Ængstelighed, som man neppe skulde have ventet hos ham, paa en Tid da hans Magt maatte ansees grundfæstet i Norge. Den store Sejr over de farlige og mægtige Jomsvikinger havde bragt ham Hæder og gjort ham populær; hans Iver for Hedendommen sikrede ham desuden Hedningernes Venskab – og deres Antal var endnu det overvejende i Landet – Aaringerne vare gode, Landet blomstrede, med Nabokongerne, endog med Erik Sejrsæl i Sverige, synes der at have hersket Fred[2]: for Haakon skulde det derfor synes som om intet var at befrygte. Men han kjendte Nordmændenes Hengivenhed for Harald Haarfagres Kongeæt; den betragtedes allerede som odelsbaaren til Riget, medens Haaleyge-Ætten, hvor anseet den end var, i det højeste blot kunde ansees som arveberettiget til Thrøndelagen; han maatte føle, at han, om han end var nok saa meget yn-
- ↑ Olaf Tr. S. Cap. 91, fortæller udtrykkeligt om Olafs Efterspørgsler fra Norge, navnligen at han skulde have erfaret meget af Vagn Aakesøns Fosterfader, Bjørn fra Bretland, der vendte tilbage til sit Fædreland fra Jomsvikingetoget.
- ↑ Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tr. Saga fortæller, hvad der ogsaa tidligere er omtalt, at Erik Sejrsæl egtede Haakons Datter Aude. Hvis der ligger nogen Sandhed til Grund for denne Beretning, hvilken Odd forresten urigtigt henfører til den Tid, da Olaf Tryggvessøn var et Barn, maa Giftermaalet have foregaaet efter at Erik havde forskudt Sigrid Storraade.
