nes kun Erik Jarl og Sven at have overlevet ham. Han efterlod tillige Datteren Bergljot, samt maaske ogsaa den før omtalte Ragnhild eller Ingebjørg, der havde været gift med Tidende-Skofte. Erik Jarl, der aldrig havde levet paa nogen ret venskabelig Fod med sin Fader, var rimeligviis paa den Tid, han blev dræbt, i Viken eller paa Raumarike, som sædvanligt, og heller ikke Sven kan have været tilstede i Thrøndelagen, da han ellers maatte have været nævnt under Striden mellem Haakon og Bønderne[1]. Saavel Erik som Sven og deres Frænder og Venner forlode Landet ved Efterretningen om Jarlens Fald, og toge deres Tilflugt til Sverige. Der var Erik Sejrsæl nys død, og hans unge Søn Olaf bleven Konge efter ham[2]. Olaf tog venligt mod dem begge; de gik ham til Haande, og det berettes at de fik Forleninger af ham til at underholde deres Folk; han gav Sven endog sin Syster Holmfrid til Egte[3]. Dette venskabelige Forhold tyder hen paa, at Erik Jarl i den sidste Tid har erkjendt hans Fader Erik Sejrsæl, der jo ogsaa da var baade Sveriges og Danmarks Konge, for sin Lensherre.
Haakon Jarls Undergang og Olaf Tryggvessøns Ophøjelse paa Norges Kongetrone aabner et nyt Tidspunkt i Norges indre Liv, idet Christendommen, der hidtil kun ligesom ængstelig og med Forsigtighed vovede at vise sig i Norge, nu rejste sig i sin Vælde, og understøttet af Konge-
- ↑ Odd Munks Bearbejdelse af Olaf Tr. Saga Cap. 17, siger ligefrem, at Erik og Sven ej vare hjemme i Landet, da Bønderne gjorde Opstand mod Haakon. Men man kan desværre ikke stole synderligt paa denne Bearbejdelses Udsagn.
- ↑ Det er allerede ovenfor (S. 103) omtalt, at Erik Sejrsæls Død maa henføres til 995, altsaa Begyndelsen af dette Aar, siden Erik Jarl om Vaaren eller strax efter fandt hans Søn Olaf som Sveriges Konge. Om Olafs Forhold til Sven Tjugeskegg vil der i det følgende blive talt. En enkelt Beretning (Tillægget til Hervararsaga Cap. 20) fortæller at Olaf ved sin Faders Død kun var et Barn, saa at Sviarne maatte bære ham, hvorfor han kaldtes „Skautkonung“ (Skjodkonge). Dette Udsagn maa dog grunde sig paa en Misforstaalse, da Olaf i 995 umuligt kan have været et Skjødebarn, eftersom han allerede i 1000 deeltog i Svaldrslaget, og i 1018 havde to voxne Døtre. Enten har nu Tilnavnet „Skautkonung“ en anden Oprindelse end den angivne, og den i Beretningen angivne Forklaring er kun gjettet – i Vestgøtalagens Tillæg kaldes han ikke sketkononger der vilde svare til skautkonunger, men skotkononger (Skattekonge); – eller ogsaa har Erik Sejrsæl allerede i sin Levetid, maaske da han forskjød hans Moder, givet ham Kongenavn medens han endnu var et Barn.
- ↑ Olaf Tr. Saga Cap. 109, 160, 242.
