Forestillinger fejlagtige, saa banede de dog Christendommen Vej; efter at Christendommen engang var antagen og befæstet, ophørte de efterhaanden af sig selv, men uden dem skulde Norden maaske endnu i flere Aarhundreder have befundet sig i Hedenskabens Mørke.
Under disse Omstændigheder forstaar man lettelig, hvorledes det gik til, at baade flere af de Nordmænd, der i Skotland og Irland lærte Christendommen at kjende, virkelig antoge den, og at derimod andre, som det i de gamle Skrifter beder, og som vi allerede have omtalt, vare hvad der kaldtes blandede i Troen, f. Ex. Helge magre, der troede paa Christus og kaldte sin Gaard Kristnes, men dog plejede at paakalde Thor ved Sørejser og alle Slags Foretagender, hvor det kom an paa Styrke og Haardførhed[1]. Man havde maaske et Slags Tanke om, at da de Christnes Gud var fredelig og ikke yndede Blodsudgydelse, betragtede han ogsaa Krig i Almindelighed, naar den ikke foretoges til Christendommens egen Udbredelse, med Ugunst, og at især Vikingetog vare ham imod: da man dog endnu ikke kunde eller vilde lade Vikingelivet fare, maatte man søge at holde Venskab med begge Religioners Guddomme, de Christnes Gud og de krigerske Æser. Dette var vel ogsaa Aarsagen, hvorfor vi oftere finde det omtalt, at Vikinger og Farmænd paa deres Tog og Handelsrejser lode sig primsigne, som det hed, eller modtoge Korsets Betegnelse, hvorved de bleve Katechumener, uden dog ganske at indlemmes i de Christnes Samfund ved Daaben[2].
- ↑ Se ovf. 1ste B. S. 534, 563.
- ↑ Primsigning, af det Latinske prima signatio, Korsets Betegnelse paa Katechumenerne. Olaf Tryggvessøn blev saaledes, som det heder (Olaf Tryggv. Saga Cap. 77) primsignaðr undir jútning heilagrar trúar (primsignet under Løftet om at antage den hellige Tro). Forestillingen om Primsigningens Betydning aabenbarer sig maaske bedst i den for øvrigt fabelagtige Fortælling om Toke Tokesøn, Fornm. Sögur V. S. 303; Toke siger: „jeg er primsignet og ikke døbt, fordi jeg har været af og til mellem Hedninger og Christne; dog tror jeg paa Hvide-Christ“. Se og Remberts Vita Ansgarii Cap. 21, hvoraf det fremgaar at flere forbeholdt sig at lade sig døbe paa sit Yderste, for at være desto sikrere paa at komme strax i Himmerige.
virkelige Tilværelse. En Forklaring om Afgudernes Oprindelse, omtrent fra Aar 900, og hvori der tillige tages Hensyn til Æserne, findes ogsaa i den i Annaler for nordisk Oldkyndighed og Historie for 1846, S.67, optagne angliske Homili, hvor ogsaa nogle af Nordens Guder findes nævnte. Da Synden var kommen i Verden, heder det, og Kæmperne (entas) havde forsøgt at bygge Babels Taarn, men vare blevne adsplittede ved forskjellige Sprog, blev Menneskeslægten forlokket af den gamle Djævel, som for besveg Adam, saa at de gjorde sig Afguder, Solen, Maanen, Stjernerne, Ilden, Vandet, Jorden, ogsaa forskjellige Jetter og Mennesker, nemlig Saturnus paa Kreta, hans Søn Jovis (Juppiter), der kaldes Thor blandt nogle Folk, og især agtes højest af Danerne; dennes Søn Mars, Krigsguden, Merkurius, som Danerne kalde Odin, Venus, af Danerne kaldet Frigg o. s. v.
