ger blive hos ham, fordi han havde saa vanskeligt for at afholde sig fra Manddrab. Biskoppen vendte tilbage til Saxland, og Thorvald drog først paa Handelsrejser, siden til Konstantinopel og videre til Jerusalem, sandsynligviis for afbede sine Forseelser. Han skal have nydt megen Anseelse af Kejseren i Konstantinopel, og endelig være rejst opad Dneprfloden til Rusland, hvor han oprettede et Kloster i Nærheden af Polotzk, i hvilket han selv lod sig indklæde og forblev til sin Død[1].
Flere Forsøg paa at indføre Christendommen enten i Norge eller paa Island, omtales ikke før Olaf Tryggvessøns Tilbagekomst, og der har vist heller ingen flere fundet Sted. Haakon Jarls Regjeringstid var intet heldigt Tidspunkt dertil, og i Danmark var der vistnok i de sidste Aar af Harald Gormssøns Regjering, og under Erik Sejrsæl, alt for megen Uro og Strid til at Christendommens Forkyndelse i Landet selv, end sige udenfor, nu kunde have nogen synderlig Fremme. Kunde man altsaa end sige, at Olaf Tryggvessøn ej fandt Gemytterne ganske uforberedede paa Christendommen, saa var dog dennes Forberedelse temmelig svag, og hans Mod og Kraft i at begynde det store Verk saare beundringsværdig.
Da Haakon Jarl blev dræbt, havde Olaf Tryggvessøn allerede opslaaet sin Bolig paa Lade. Ved Efterretningen om Jarlens Drab søgte alle Høvdinger og anseede Mænd i Thrøndelagen til ham for at bede ham overtage Kongedømmet, da de trængte til en Høvding, som kunde forsvare dem mod Haakon Jarls stridbare Sønner, hvilke, som de troede, ej vilde forsømme at tage Hevn for Faderens Død. Olaf behøvede ej at lade sig bede herom, og der stevnedes et Thing paa Øren ved Nidelvens Udløb for de 8 trondhjemske Fylker. Paa dette Thing, det første, som udtrykkeligt nævnes under Navnet Ørething, blev Olaf nu tagen til Konge for det hele Land, saa vide, siges der, som Harald Haarfagre havde underkastet sig det, og fra denne Tid af udøvede Thrønderne altsaa den samme Forrettighed i Norge, som Sviarne i Sverige, nemlig at erkjende eller forjage det hele Riges Konge. Den hele Almue og Mængde løb op, og sagde at ingen anden skulde være Konge end Olaf Tryggvessøn. Landet blev ham tildømt efter gammel Lov; Bønderne lovede ham deres Understøttelse til at erhverve og forsvare Riget, og Kongen tilsagde dem igjen at overholde
- ↑ Dette fortælles i Kristnisaga, Cap. 12 med den nærmere Angivelse, at Thorvalds Død ikke indtraf førend en Stund efter Svoldrslaget.
