søgte at holde sig oppe ved at omgive sig med en dem aldeles hengiven og opofret Skare af Stridsmænd, hvoraf vel endog de fleste vare Udlændinger. At Arinbjørn Herse nu vendte tilbage til Norge og indsattes i sine forrige Værdigheder, forstaar sig af sig selv. Han fik hele Firdafylke i Forlening, blev den øverste Forftander for Hæren og Landværnet, og var en af Kong Haralds fornemste Raadgivere[1].
Harald er almindeligviis bekjendt under Tilnavnet Graafeld. Anledningen til dette fortæller Snorre Sturlasøn saaledes: „Det traf sig en Sommer, at et Havskib, ladet med Skindvare og tilhørende islandske Mænd, kom fra Island og styrede ind i Hardanger, fordi de havde hørt at der vare mange Folk samlede, eftersom Kongen just opholdt sig der. Men da man kom for at handle, vilde ingen kjøbe Skindene. Styremanden, som allerede forhen var kjendt med Kong Harald, gik nu til denne og klagede sin Nød for ham. Kongen, som var nedladende og meget lystig, lovede at komme til ham, og indfandt sig ogsaa snart paa en fuldt udrustet Skude. Han saa paa Varerne og spurgte Styremanden, om han vilde forære ham en Graafeld (Pelsverkskappe). „Gjerne“, svarede denne, „om det saa var flere“. Da tog Kongen en Graafeld, kastede den om sig, og gik derpaa ned i sin egen Skude. Men førend han roede bort, havde allerede enhver af hans Mænd kjøbt sig en Feld; og i de følgende Dage kom der saa mange, der vilde kjøbe Felde, at Forraadet ikke engang strak til det halve Antal. Siden blev Kongen kaldet Graafeld“[2].
Kong Harald og hans Brødre vare allerede i deres Opvext blevne døbte i England, men, fortælles der, de kunde dog ikke komme afsted med at christne Folket i Norge; deres hele Virksomhed til Christendommens Bedste indskrænkede sig alene til at nedbryde Hovene og forstyrre Blotene; derved paadroge de sig kun Uvenskab, uden at vinde mange Proselyter for Christendommen[3]. Kong Haakons Love overholdt de ej synderligt, men gjorde, hvad de fandt for godt. Deres Pengebegjærlighed skal have gaaet saa vidt, at de selv gjemte deres Kostbarheder i Jorden som Smaabønder og ikke vilde give deres Mænd ordentlig Sold.
- ↑ Egils Saga, Cap. 80.
- ↑ Snorre, Har. Graaf. Saga, Cap. 7.
- ↑ Snorre, Har. Graaf. Saga Cap. 2. Fagrsk. Cap. 35. „De nedbrøde“, heder det her, „Hov og Blotskab, men ingen Mand nødte de til at lade sig døbt“, og ej siges der andet om deres Overholdelse af Troen, end at hvo som vilde være Christen, var det, og Hedning hvo som vilde være det“.
