Helgen troedes at staa over Støvets almindelige Børn; og denne Glands bidrog ej alene til at vække og vedligeholde det fromme Sind og den religiøse Stræben hos dem, der boede i den umiddelbare Nærhed, men virkede med magisk Trylleri i videre Kredse over det hele Land, og vakte en Forestilling om at selve Landet tilligemed dets Folk og Styrere stode under den hellige Mands særegne Beskyttelse, hvis Levninger Gud havde forundt at lade hvile i dets Skjød. De Gejstlige, der fulgte med Olaf Tryggvessøn, maatte derfor glæde sig over enhver Lejlighed der tilbød sig for dem til ogsaa at kunne erhverve en Lokal- eller National-Helgen for Norge. Og denne Lejlighed udeblev ej. En Begivenhed, der skulde have indtruffet i Haakon Jarls Dage just i den Egn, hvor Olaf Tryggvessøn nys havde holdt Thing, og der i og for sig selv, alle legendariske Udsmykninger fraregnede, ogsaa ret vel kan antages virkelig at have fundet Sted, gav Anledning til, at Norge fik sin første Nationalhelgen, den unge Christendom i Norge sit første Holdpunkt, og maaske ogsaa Kongen selv en aandelig Støtte, som han hidtil havde savnet.
Legenden lyder saaledes: I Kejser Otto den førstes Dage var der i Irland en fager Kongedatter, ved Navn Sunniva, der tidligt udmerkede sig ved sin Forstandighed og christelige Fromhed. Efter hendes Faders Død styrede hun Riget, og foregik sine Undersaatter med det herligste Exempel paa dydig Vandel. Rygtet om hendes Skjønhed og Eskværdighed kom ogsaa for en hedensk Hærkonge, som bejlede til hende; og da hun saa meget mindre vilde egte en Hedning, som hun havde bestemt sig til slet ikke at gifte sig, men tjene Gud i jomfrueligt Levnet, gav hun ham Afslag. Til Hevn begyndte han derfor at herje i hendes Rige, og truede ganske at lægge det øde, hvis hun ej bønhørte ham. Hun foretrak efter Overlæg med sine Frænder og Venner at forlade Landet, og drog bort, ledsaget af en talrig Skare Mænd, Kvinder og Børn, paa tre Skibe uden Sejl, Aarer, Ror, og Vaaben, overladende sig ganske til Guds Styrelse. Vinden drev dem mod Norden, henimod Norges Kyst, hvor Sunniva med den større Deel landede ved den lille Ø Selja eller Sellø nærved Stadland, og de øvrige ved Øen Kinn i Søndfjord. Disse Øer vare dengang ubeboede, og brugtes kun, ligesom de øvrige Ud-Øer, til Græsgang for Fæ. Sunniva og hendes Ledsagere søgte Ly i de store Huler, der findes i Fjeldet paa Vestsiden af Selja; i disse Huler boede de længe, ernærende sig ved Fiskeri, og dyrkende Gud. Men da Indbyggerne paa Fastlandet bleve var, at der var kommet Folk paa Øerne, antoge de dem for Vikinger eller Ugjerningsmænd, og tilskreve dem Skylden for, at flere Stykker Kvæg oftere savnedes. De henvendte sig derfor til Haakon Jarl med Bøn om at han vilde hjelpe dem til at fælde disse Ransmænd, og Jarlen begav sig i den Hensigt med en Skare Bevæbnede til Selja. Da Sunniva og hendes Følge saa de Bevæbnede komme for at angribe dem,
