gik de ind i Hulerne, bedende Gad øm en salig Død, og om at forskaane deres Legemer for at falde i Hedningernes Vold. Deres Bøn blev hørt, thi store Klippestykker faldt ned for de Huler, hvor de havde skjult sig, og Jarlens Mænd fandt ikke et Menneske. En Stund efter, da Haakon Jarl nys var dræbt, hændte det sig, at to anseede Bønder[1] fra Søndfjord vilde til Throndhjem for at tale med Jarlen, hvis Død de endnu ej havde erfaret. Ved at drage tæt forbi Selja saa de, siges der, et underligt Lys hæve sig lige fra Stranden til Himlen; de lagde til Lands, for at undersøge Aarsagen, og fandt et straalende Menneskehoved, der gav den sødeste Lugt fra sig; forundrede herover, toge de Hovedet med, for at bringe Jarlen det. Paa Søndmøre fik de vide at Haakon var dræbt og Olaf kommen i hans Sted, men de fortsatte dog Rejsen til Lade, bleve godt modtagne af Olaf, lode sig paa hans Anmodning døbe, og viste ham det medbragte Hoved. Da Kongen og Biskop Sigurd saa det, sagde de strax at det maatte tilhøre en Helgen, og bevarede det omhyggeligt. Efter Thinget paa Dragseid spurgte Kongen dem, der boede Selja nærmest, om de i den senere Tid havde seet underlige Tegn paa Øen. De sagde, at de oftere havde seet en Lysning over den. Kongen, Biskop Sigurd, og mange andre Folk begave sig nu ud til Selja, og bemerkede, at de Klipper, der laa foran de store Huler paa Vestsiden, for ikke mange Aar siden maatte være nedstyrtede. Ved at lede blandt Klippestykkerne fandt de Menneskebeen med en herlig Lugt, og endelig, da de kom til en Hule, hvor Klippestykket nys var styrtet fra Mundingen fandt de Sunnivas eget Lig aldeles heelt og uskadt, som om hun nys var død. Der blev strax bygget en Kirke, hvor alle disse hellige Levninger opbevaredes[2]. Siden opkom det Sagn, at Sunnivas Broder Albanus havde fulgt hende og ligeledes ladet sit Liv der
- ↑ Legenden kjender deres Navne: Thord Egileifssøn og Thord Jorunnssøn. Det er allerede forhen (S. 18) bemerket, at naar Odd Munk taler om to Mænd, Thord Ingileifssøn (i det opr. Hdskr. maaske kun J.son) og Thord Egileifssøn, der ej vilde svige Tryggve ved Veggesund, men forlode Gudrøds Hær, da menes aabenbart de her nævnte, hvilke den legendariske Fortæller allerede ved denne Lejlighed vil forherlige. – Odd Munk fortæller (Cap. 26) ogsaa om en anden Bonde, der ved at søge efter sin Hoppe paa Selja opdagede et Lys over Klipperne.
- ↑ I Flatøbogens Bearbejdelse af Olaf Tr. Saga (Skaalhalt udg. II. S. 9) siges der, at foran Hulen byggedes Kirken, og foran denne igjen lod Kong Olaf opføre en Steenmuur,faa høj og fast som det sterkeste Virke, og at dette er et beundringsværdigt Arbejde; ligeledes at Klosteret opførtes længer nede, foran Muren. Denne Muur synes at være de opmurede Terrasser, 21 Alen brede, 14 lange og 12–14 Alen høje, hvorom Klüwer taler i sin Beskrivelse af Ruinerne (Norske Mindesmerker S. 135), og som ere anførte paa den ledsagende Grundtegning.
