yndet og hyppigt gjentaget af Haralds Hirdmænd. Da Eyvind Finnssøn, som endnu opholdt sig ved Hirden, hørte det, kvad han et andet Vers, hvori han talte om Gamles Fald, og hvorledes Haakon sejrrig havde drevet hans Mænd ud i Søen. Ogsaa denne Vise blev hyppigt kvædet. Men Kong Harald blev meget vred derover, og sagde: „End elske I Kong Haakon, det er derfor bedst at I følge ham og blive hans Mænd“. Eyvinds Venner begyndte nu at frygte for at Harald vilde lade ham dræbe, og bade Kongen om at tilgive ham, idet de lovede paa Evvinds Vegne at han skulde gjøre sin Forseelse god igjen. I Betragtning af det Slægtskab, som var mellem dem begge, lovede Kongen ogsaa at tage ham til Naade, naar han vilde blive hans Skald, ligesom han forhen havde været Haakons, og digte et andet Vers til hans Ære. Eyvind føjede sig forsaavidt derester, som han virkelig digtede et Vers, hvori han i Almindelighed priste Haralds Tapperhed i Vaabentumlen, men uden dog at nævne nogen særegen Lejlighed eller noget bestemt Slag. Heller ikke har Harald mere end nogenledes tilfreds dermed, thi da han hørte det, sagde han kun: „Lidet, skjønt noget“. „Ja“, sagde Glum Geiresøn, „det er rigtignok lidet, som intet er“. „Den Mand bliver os aldrig tro, saalænge han lever“, svarede Kongen. Da bad Glum Eyvind digte endnu en Vise om Harald, men den højhjertede og uforfærdede Skald vilde ikke nedlade sig til tomt Smiger; han gik frem for Kongen og kvad:
Een Drottin alt jeg aatte
endnu før jeg dig kjendte;
Alder mig overvælder,
ej vil den tredje jeg eje.
Tro var jeg Drottnen den dyre,
to Skjolde bar jeg aldrig;
Harald, din Flok jeg kun fylder,
fælde mig snart vil Ælde.
Harald synes denne Gang at have ladet ham være i Fred, men kun kort Tid opholdt Eyvind sig nu hos Gunnhilds Sønner. Han drog hjem til sine Gaarde, og det samme gjorde de fleste af Haakons forrige Hirdmænd. Men han kunde ikke afholde sig fra, nu og da at give sin Harme Luft. Uaaret og den almindelige Nød forøgede hans Utaalmodighed. Saaledes kvad han et Par Vers, der ogsaa kom før Kongens Øren, hvori han ophøjede Haakons Tid i Sammenligning med Haralds. „Dengang“, sagde han, „bare vi Fvrisvoldenes Frø (Guldet) paa Armene, og det prydede Skaldenes Hænder; nu har Kongen gjemt Frodes Terners Meel (Guldet) i Jordens Skjød, og de strenge Herrers Raad ere haarde at døje“. Herover gav Harald Eyvind virkelig “Dødssag, fordi han, skjønt han havde hyldet ham som sin Herre, dog viste ham saa megen Uvenskab. Eyvinds
