Efter denne Sejr fortsatte Kongen sit Tog nordefter Landet, og christnede Folket hvor han kom. Da han kom til Saltenfjorden, vilde han sejle ind til Godø for at hjemsøge Raud, men Uvejr og Kastevinde rasede inde i Fjorden, medens der udenfor var der bedste Bør til at sejle nordefter. Saaledes holdt det ved en heel Uge, i hvilken Kongen ventede paa Forandring i Vejret, men forgjæves. Han foretrak derfor indtil videre at sejle nordefter, og drog lige til Amd, eller Heredet omkring Throndenes, hvor alle Indbyggerne lode sig christne. Derpaa vendte han tilbage og drog sydefter. Da han kom til Indløbet af Saltenfjorden, vilde han atter styre ind til Godø, men det skal denne Gang været gaaet som forrige Gang, at Uvejr og Storme hindrede ham fra at løbe ind. Denne Omstændighed tilskrev man naturligviis Rauds Tryllekyndighed. Det maa dog merkes, at hele denne Fortælling, saadan som den er os opbevaret, viser sig saa fuldkommen legendarisk og opfyldt med Overnaturligheder, at det er vanskeligt at vide hvad der er sandt og hvad der er Digt deraf. Efter at Kongen atter havde tilbragt nogle Dage og Nætter, forgjæves ventende paa bedre Vejr, bad han, fortælles der, Biskop Sigurd om at hitte paa et Raad. Sigurd skal da have ladet et Christusbillede, omgivet af tændte Kjerter, oprejse i Forstavnen paa Kongens Skib Tranen, og selv i fuldt Messeskrud have læst Evangelium og mange Bønner, og stænket Vievand rundt om Skibet, hvorefter han bød Kongen at lade tage Tjeldingerne af, og ro ind efter Fjorden. Kongen lod raabe til de andre Skibe, at de skulde følge efter ham, og nu, heder det, sporedes der aldeles ingen Vind paa Tranen eller umiddelbart i dens Kjølvand, hvor de øvrige Skibe fulgte ligesom i en Rende; men paa begge Sider stod Sø-Røken saa tyk, at man ikke engang kunde se Fjeldene. Saaledes, siges der, roede de frem hele Dagen og Natten efter, indtil de lidt før Dag kom ind til Godø, hvor de saa Rauds store Drageskib liggende udenfor hans Gaard. Endog Angivelsen af den Tid, der skal være medgaaet inden Kongen naaede Godø, nemlig en heel Dag og en Nat, røber Opdigtelse, thi fra Indløbet af Salten til Godø er der neppe to norske Mile. Det hele har maaske bestaaet i, at Olaf har søgt at passere en af de farlige Strømme i Saltenfjorden for at komme til den indre Side af Godø, og i denne Fart haft flere Vanskeligheder at bestaa[1]. Olaf
- ↑ Den egentlige Saltenfjord dannes af Bodø-Fastlandet paa Nordsiden, og de omtalte Øer Strøms og Knaplundø samt Godønesset paa den sydlige og øst-
Odds æventyrlige Beretning skal ikke Kongen selv, men en af hans Mænd have fældet Thore, hvorefter en Hjort skal have faret ud af hans Hoved, og være bleven dræbt af Hunden, dog ikke førend den havde stanget denne et farligt Saar. Og saa vel Odd, som Flatøbogen, der omhandle Olafs fabelagtige Besøg hos hiin Finn i Nærheden af Thjalfahelle, kort før Thore Klakkas Drab (s. ovf. S. 254) lade ham ogsaa nu sende Hunden til ham for at helbredes.
