Denne siden er korrekturlest
327
Haalogaland christnet.
skal have bestaaet med Trold og Uvætter, ja endog med Thor selv, der søgte at friste ham[1].
37. Færøerne christnes.
Efter dette Omvendelsestog til Haalogaland og Naumdalen kunde Olaf med en vis Ret siges at have christnet sit hele Rige, thi lige fra Viken ind til Amd paa Haalogaland vare alle Fylker langs Kysten christnede, og kun
- ↑ Olaf Tr. Saga Cap. 211-213. Snorre Cap. 86, 87. Odd Munk veed intet om Raud, men fortæller derimod paa et tidligere Sted (Cap. 38) om en Blotmand i Godø, ved Navn Roald, der ved Hexeri tilvejebragte Modvind imod Kongen, men endelig blev fangen og hængt, i Olafs 2det Regjeringsaar. Skibet Ormen lod Olaf ifølge Odd (Cap. 47) selv bygge i sit 3die Aar, strax før Toget til Haalogaland. Der tales (Cap. 51) om er anden Roald i Moldefjorden, der ligeledes var en Blotmand og blev henrettet. Legenderne om Olafs Æventyr paa Hjemrejsen fortælles vidtløftigt i Olaf Tr. S. Cap. 212, 213, og tildeels, skjønt henførte til en anden Tid, af Odd, Cap. 55, 56. Snorre derimod nævner dem kun i Forbigaaende (Cap. 88) og siger udtrykkeligt, at han heller vil fortælle om andre Begivenheder, end om dem. Flere af disse Legender ere dog vist meget gamle, og ligne saare meget dem, der endnu fortælles om St. Olaf. En af Legenderne, om en stor Mand i en Baad, hvilken Kongen søgte at indhente, og som tilsidst hvælvede Baaden over sig og strax forsvandt, indeholder endog Vers (Olaf Tr. S. Cap. 212). En anden, nemlig den der handler om Thor, er ikke uden Interesse, for saa vidt som den viser, hvilke Forestillinger man maaske endog kort før Christendommens Indførelse gjorde sig om Guden Thor. En Dag i smukt Vejr, heder det, da Kongen sejlede sydefter, saa man en Mand staa paa en Bjerghammer og bede indstændigt om at maatte komme med. Olaf styrede Ormen mod Bjerget og lod ham stige ombord. Det var en ung, høj, smuk og rødskjegget Mand. Han gav sig til at spøge og brydes med Kongens Mænd, der fandt ham haard at lege med, naar man skulde prøve Styrke. Under denne Spøg sagde man hinanden gjensidig mange drillende Ord; saaledes sagde han til Kongens Mænd at de vare Uslinger og ej værd at følge en saa herlig Konge, eller at bemande et saa smukt Skib. De spurgte ham, om han kunde fortælle gamle Sagn; dertil sagde han ja: der var intet saadant, uden han vidste Besked derom. De førte ham nu frem for Kongen, sigende at han vidste mangt og meget. Kongen bad ham fortælle nogle gamle Begivenheder. Han begyndte da saaledes: „dette Land, forbi hvilket vi nu sejle, var i fordums Dage bebygget af nogle Riser, men de døde alle pludseligt, paa to Koner nær. Siden begyndte Mænd fra Østerlandene at bebygge dette Land, men de lede megen Ulempe af de to store Koner, indtil de anraabte dette mit røde Skjeg om Bistand. Da tog jeg min Hammer frem af min Serk, og slog Konerne ihjel. Siden den Tid har Landets Folk i al sin Nød paakaldt mig, indtil du, Konge, næsten har ødelagt alle mine Venner, hvilket visselig fortjente Hevn“. I det samme vendte han sig om, smilede lumsk til Kongen og hoppede ud af Skibet iSøen, saa hurtigt, som man skyder en Kolv, og de saa ham aldrig siden. „Der kan I se“, sagde Kongen, „hvor djerv Djævelen nu var, siden han aabenlyst og ved
