at den hidtil havde bragt ham Lykke. blev Kongen ganske blodrød i Ansigtet, og sagde at Ringen tvertimod en Gang vilde volde hans Bane, og at det var for at frelse ham derfra, ej af nogen Begjærlighed efter Guld, at han havde bedet om den. Der blev ikke talt mere om den Sag, men Olaf var siden efter ikke saa venlig mod Sigmund som før. Dog skiltes de venskabeligen ad, da Sigmund ved Sommerens Begyndelse vendte tilbage til Færøerne (999). De saaes ikke oftere[1]. Vi ville siden se, hvorledes Olafs Spaadom med Hensyn til Ringen gik i Opfyldelse. Imidlertid havde han dog faaet sit Ønske opfyldt, hvad Christendommen angaar; thi det erfares ikke, at Færøerne siden efter faldt tilbage til Hedendommen. Endog Thrond, den ondskabsfulde Hedning Thrond, skal have omfattet Christendommen saa oprigtigt, at han digtede flere Vers af religiøst Indhold, af hvilke enkelte endnu ere opbevarede ved mundtlig Overlevering[2].
Vi have allerede nævnt, at Kong Olafs Omvendelses-Iver strakte sig til alle de af Nordmænd beboede Lande, om de end ikke stode under hans Herredømme. Det er derfor naturligt, at han ogsaa lod det være sig saare magtpaaliggende at skaffe Christendommen Overhaand paa Island, hvor den endnu, ligesom hidtil i Norge, kæmpede med Hedendommen, og hvis Indflydelse paa Moderlandet i aandelig Henseende allerede da vistnok var saa stor, at Christendommen neppe kunde ansees sikret i dette, førend den var vedtagen og rodfæstet i hiint[3]. Thorvald Kodraanssøns og Biskop Frederiks Forsøg paa at prædike Christendommen paa Island var, som vi have seet, i det hele taget uheldigt, skjønt det vistnok ikke ganske var uden gode Frugter[4]. Stemningen med Hensyn til Christendommen var meget
- ↑ Om alle disse Begivenheder, se Færeyingasaga Cap. 28–33; Olaf Tr. S. Cap. 187, 189–191, 205, 207.
- ↑ Se Fortalen til Færeyingasaga, S. IV.]] Det merkeligste er Thronds saakaldte Credo, der forekommer i Flatøbogen (se Fær. S. Cap. 56) og tillige er opbevaret paa Færøerne i en fuldstændigere Form.
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga Cap. 142 lægger Olaf følgende merkelige Ord i Munden, der, om de end ej have været udtalte af ham, dog viser hvorledes man paa Island selv et Par Aarhundreder senere betragtede Forholdene… „jeg skal søge af al Iver, at føre til Gud de Folk, der bebo Island og andre nordlige Lande, som ligge til dette vort Rige med Hensyn til Kjøbferd og Tilførsel af de gode Ting, vi ej kunne savnes men – end mindre kunne hine Lande savne enkelte af de Ting, som flyttes herfra; og det er dog ikke passende, at christne Mænd saaledes besmitte sin Tro, at de have Kjøb og andet venskabeligt Samkvem med Hedninger, som med Brødre“.
- ↑ Olaf Tr. S. Cap. 225 og 226 fortæller to smukke Træk af den forhen om-
