dom“. Harald meente at det ej var saa let at tage Sigurd Jarl af Dage, som at dræbe et Kid eller en Kalv, da han havde mange Frænder og Venner, og derhos var meget klog og saa yndet af Thrønderne, at han, saasnart han ventede noget Angreb af Kongerne, kunde være sikker paa at alle Thrønderne vilde stille sig paa hans Side. Gunnhild svarede, at hendes Mening heller ikke var, at man strax skulde begynde aabenbar Fejde med Sigurd; man skulde derimod fare frem med List og Læmpe, og oppe-bie en bekvem Lejlighed til at faa Bugt med ham. En saadan Lejlighed vilde lettest tilbyde sig, naar man opholdt sig i Nærheden af ham, og hun foreslog derfor, at Harald og hans Broder Erling tilligemed hende selv skulde tage deres Vintersæde paa Nordmøre. Dette skede. De begave sig til Nordmøre, og Harald sendte Mænd ind til Jarlen med Gaver og venlige Hilsener, for at lade ham sige, at han vilde slutte et saadant Venskab med ham, som det, der havde været mellem Kong Haakon og ham; han bad ham derfor komme til sig, for at de kunde knytte Venskabsbaandet saa fast som muligt. Den kloge Sigurd tog meget venligt mod Kongens Sendemænd og takkede for de venskabelige Hilsener, men forsikrede at hans mange Forretninger ikke tillode ham at besøge Kongen. Derimod sendte han Kongen Gjengaver og de bedste Hilsener, og hermed maatte Sendemændene drage bort. Men han havde en Broder, ved Navn Grjotgard, der var meget yngre og langt mindre anseet. Han bar ikke Jarlsnavn, skjøndt han dog underholdt en Krigerskare og plejede at drage i Viking om Somrene. Ogsaa hos ham indfandt Sendemændene sig med Gaver, Venskabshilsen og Indbydelse fra Kong Harald. Grjotgard, der synes at have været en svag og forfængelig Mand, lovede at komme, og indfandt sig ogsaa til den aftalte Tid hos Harald og Gunnhild, der toge venligt imod ham, viste ham den største Kjærlighed og Fortrolighed, og smigrede hans Forfængelighed ved at ytre, hvor utilbørligt det var, at Sigurd Jarl havde saa længe ladet ham være en Mand af ringe Anseelse i Sammenligning med sig selv. Disse Ord løde godt i Grjotgards Øre, og da Kongen nu sagde, at han skulde faa Jarlsnavn og Sigurd Jarls hele Rige, hvis han vilde være dem behjelpelig til at rydde ham afvejen, kunde han ikke modstaa denne lokkende Udsigt, men tilsagde Kongen sin Hjelp og Medvirkning. Det aftaltes da, at Grjotgard skulde drage hjem til sin Gaard[1], men bestandig holde Øje med Jarlen, og sende Kongen Bud, naar der var god Lejlighed til at komme uforvarende over ham. Ved Afskeden fik Grjotgard gode Gaver af Kongen
- ↑ Det er ikke usandsynligt, at Grjotgard kan have boet etsteds paa Nordmøre, rimeligviis paa Selven indenfor Agdenes, hvor hans Farfader Grjotgard blev dræbt (Landn. V 7, se ovf. 1 B. S. 427), og hvor dennes Høj var oprejst søndenfor Agdenes (Landn. I 17).
