færdet drog han selv 10de om, baade paa Vest- og Sydkanten af Landet, hvor Christendommen hidtil havde haft mindst Fremgang, men ingen vilde lytte til hans Forestillinger. Da blev han vred, og begyndte, understøttet af sine Mænd, at nedbryde Hov og Horger, og brænde Gudebillederne. Hedningerne forsvarede naturligviis deres Templer, og flokkede sig sammen mod ham, saa at han kun med Nød og neppe undkom til Kjalarnes, hvor han opholdt sig om Vinteren hos sine Frænder, af hvilke flere, som man maa formode, endnu bekjendte sig til et Slags Christendom[1]. Det traf sig just den Vaar, at sterk Flom drev Stefnes Skib ud til Havs fra Gufaaroos, hvor det var sat paa Land. Hedningerne sagde strax, at dette var et tydeligt Tegn paa Gudernes Vrede, men kort Tid efter drev dog Skibet ind til Land igjen uden at have lidt synderlig Skade. Hedningernes Harme over hans Forsøg gik endog saa vidt, at der paa Althinget 996 blev vedtaget en Lov, ifølge hvilken enhver den, der lastede Guderne eller gjorde dem noget Meen eller Vanære, skulde blive fredløs, og Søgsmaalet desangaaende skulde endog paatales af deres nærmeste Frænder, fordi Hedningerne kaldte det en Skam for den hele Æt, naar et enkelt Medlem deraf blev christen. Efter denne Lov handlede ogsaa Stefnes Frænder, nemlig flere Sønner af hiin Usvifer Helgessøn paa Lauge i Sælingsdalen ved Breidafjorden, hvis Udtydning af Thorstein Surts Drøm ovenfor (S. 158) er omtalt. De anklagede Stefne paa det følgende Althing – den femte Broder Uspak vilde dog ej deeltage deri – og fik ham erklæret fredløs (997). Stefne svarede dem, at Fredløsheden ej vilde blive hans Skade, men at derimod de selv om faa Aar vilde lide megen Ulempe af denne Sag. Stefne forlod nu Landet, og begav sig tilbage til Olaf, hvilken han traf i Throndhjem, kort førend han tiltraadte Rejsen til Viken. Han fortalte, hvor megen Modgang han havde haft, og sagde at det nok vilde gaa seent med at faa Christendommen indført paa Island[2].
Kongen havde imidlertid ogsaa selv hjemme i Norge været meget virksom for Islændingernes Omvendelse, deels ved at overtale flere af de Islændinger, der besøgte Norge, til at lade sig døbe, deels ogsaa ved at beholde enkelte af dem, især de mægtigste Mænds Børn, hos sig, for derved at tvinge deres hjemmeværende Frænder til at føje sig efter hans Ønske. I det første Aar af sin Regjering da han fornemmelig opholdt sig i Viken og endnu ikke havde begyndt Omvendelsesverket i det Throndhjemske, synes han ej at være kommen i synderlig Berørelse med Islændinger, da disse, især de som hørte til de fornemste Familier“, nu ventelig i en lang
