Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/365

339

Kjartans Omvendelse.

Længer ud paa Høsten blev der en skarp Frost, med haardt Vejr, hvilket Hedningerne tilskreve Gudernes Vrede over at Kong Olaf vilde indføre en anden Tro. Dog blev Vejret efter nogen Tid bedre, og der tom nu mange Folk til Byen fra de nærmeste Hereder. Islændingerne lejede sig et fælles Herberge i Been til Vinterophold. Kjartan betragtedes som deres Formand. En Dag hørte de Kongen holde en Tale til en Deel forsamlede Bønder ude paa Ørene, for at faa dem til at lade sig christne. Han begyndte, som sædvanligt, med gode og venlige Ord, men truede tilsidst med Dødsstraf og anden haard Behandling, hvis de ej adløde ham; mange af Bønderne lode sig og derved bevæge til at antage Christendommen. Da Islændingerne kom hjem til deres Herberge om Aftenen og havde sat sig til Drikkebordet, talte de meget højrøstet om denne Begivenhed. Kjartan spurgte Bolle, hvad han tyktes om den nye Tro. Bolle fandt den blødagtig og daarlig. Kjartan var ikke ganske enig med ham deri, men spurgte derpaa, om de ej havde lagt Merke til, at Kongen fremførte Trusler mod de Gjenstridige. „Jo visselig“, svarede Bolle, „deraf kunde man ej tage Fejl“. „Min Beslutning“, sagde Kjartan, „er nu den, at jeg ikke vil lade mig tvinge af nogen Mand, saa længe jeg kan fore Vaaben, jeg finder det derhos at være en Skam for en rask Karl at blive dræbt eller fangen som et Lam i en Sti eller en Melrakke i Gildre; naar man alligevel skal dø, er det dog bedre, først at udføre en Daad, der længe vil mindes“. „Hvad tænker du da at gjøre“, sagde Bolle. „Det er snart sagt“, svarede Kjartan, „at brænde Kongen inde“. „Det kan jeg kalde et stort Anslag“, sagde Bolle, „men jeg tror neppe det lykkes, da Kongen altid har meget Held med sig, og desuden Dag og Nat er omgiven af sterk Vagt“. „Jeg vidste nok, at de fleste af Eder vilde finde dette Forslag betænkeligt, hvor dygtige Karle I end ere“, sagde Kjartan, „og jeg nævnede det ogsaa meest for at sætte Eder paa Prøve“. Bolle meente at det var uvist, hvo der vilde vise størst Modløshed ved et saadant Foretagende, og da mange fandt denne Tale heel unødig, lod man den fare. Men i Herberget havde der ogsaa været Udsendinger fra Kongen for hemmelig at lytte til Islændingernes Tale, og siden at give ham Beretning om, hvad Ord der faldt. Morgenen efter lod han sammenkalde et Thing, og lod ogsaa Islændingerne tilsige at indfinde sig. Da Thinget var sat, takkede han alle de Tilstedeværende for deres Nærværelse, hvis de vilde være hans Venner og tage ved Troen. Han henvendte sig særskilt til Islændingerne med den Anmodning, at de skulde tro paa den sande Gud og lade sig døbe. Da de ingen Beredvillighed viste dertil, spurgte han, hvo af dem det var, som havde foreslaaet at brænde ham inde. Da sagde Kjartan; „I tror nok, Herre, at den, der har sagt det, ej har Mod til at staa derved; men nu kan jeg sige Eder at det er mig, som bragte det paa Bane“. „Det er ingen smaa Raad, du befatter dig med“, svarede Kongen; „men neppe vil det