lykkes dig at faa Bugt med mig; strengt taget havde du allerede gjort dig fortjent til at jeg sørge for du ej kom til at foreslaa flere Kongers Indebrænding; men siden du saa kjekt stod ved dine Ord, og det desuden ikke er vist, at du meente dem alvorligt, skal jeg denne Gang skjenke dig Livet. Det er og heel rimeligt, at du siden vil komme til at overholde Troen saa meget bedre, som du nu taler heftigt imod den, og hvis du først lader dig døbe med din gode Vilje, da ville vist mange af dine Landsmænd følge dit Exempel, ligesom ogsaa Eders Frænder og Venner paa Island ville lytte sterkt til dine Ord; jeg nærer tillige den bestemte Overbeviisning, at du har en bedre Tro, naar du forlader Norge, end du havde, da du kom hid. Farer nu alle herfra i Fred; jeg skal dennesinde ikke bruge nogen Tvang med Eder; thi Gud vil ej at nogen skal komme nødtvungen til ham“. Kjartan takkede Kongen paa hans egne og Landsmænds Vegne for hans Naade og Venlighed. Han undskyldte sig med at de vare ophidsede af Ølet, og at Islændingerne desuden plejede at være uvørne i Ord og Tale; de havde ogsaa, tilføjede han, Ord for at de heller lode sig lede med det Gode end tvinge med det Onde; han ytrede tilsidst, at det nok kunde hænde at han i Norge tog ved Troen, saa at han agtede Thor lidet, naar han kom tilbage til Island. Kongen smilede og sagde: „jeg ser tydeligt paa dit hele Væsen, Kjartan, at du stoler mere paa din Styrke og Legemsfærdighed, end paa Thor eller Odin“. Derpaa hævedes Thinget. Flere raadede Kongen at tvinge Kjartan og Islændingerne til at antage Christendommen, og advarede ham mod at taale saa mange Hedninger samlede i sin Nærhed, men han afviste alle slige Ytringer med Uvilje, og sagde at Kjartan og hans Kammerater vare Hædersmænd, og bedre end mange Christne[1].
Kort efter holdt Kongen det forhen omtalte 8 Fylkers Thing paa Frosten, hvorved det bestemtes, at han skulde indfinde sig ved Midvinterblotet paa Mæren. Imidlertid fortsattes Bygningsarbejderne i Byen med Raskhed, og lidt før Juul var Klemenskirken ganske færdig, saa at Biskoppen kunde holde Messe der om Julenatten. Kjartan foreslog sine Landsmænd at gaa hen og høre paa, hvorledes de Christne bare sig ad. Mange samtykkede deri, hvoriblandt Bolle og Hallfred Ottarssøn. De hørte nu Klokkernes Lyd og den smukke Sang, og lugtede Røgelsens Vellugt. Kongen holdt selv en Tale, hvori han gjorde Rede for Julefestens Betydning, og sagde at den Høvding, som de alle skulde tro paa, var fød i denne Nat. Islændingerne forbleve der til efter Højmesse. Da de kom hjem, samtalede de om hvad de havde seet og hørt, og bedømte det paa forskjellig Maade. Men paa Kjartan havde Kongens Tale gjort et saadant Indtryk, at han erklærede at
- ↑ Olaf Tryggvessøns Saga, Cap. 162. Laxdølasaga, Cap. 40.
