Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/368

Denne siden er korrekturlest
342
Olaf Tryggvessøn.

Hallfred truede med, at hvis Kongen ikke vilde høre ham, da vilde han til Gjengjeld ogsaa søge at glemme, hvad Kongen havde ladet ham lære. „Du er en vanskelig Skald (vandræðaskáld)“, sagde Kongen, „og jeg faar da vel høre dit Kvad“. Da Kvadet var fremsagt, roste Kongen det, og tilbød Hallfred at blive hans Mand. „Jeg var forhen Haakon Jarls Hirdmand“, svarede Hallfred, „og vil ikke gaa dig til Haande, uden at du lover mig, hvad der end hændes, aldrig at jage mig bort“. „Men om du nu begaar en Handling, jeg ikke kan taale“, sagde Kongen. „Saa dræb mig heller“, svarede Hallfred. „I Sandhed du er vanskelig Skald“, sagde Kongen, „men min Mand skal du nu være. „Jeg modtager det Tilnavn, du har givet mig (vandræðaskáld)“, svarede Hallfred, „men hvad giver du mig i Navnfæste?“ Kongen gav ham et Sverd, men uden Skede, og bad ham digte et Vers derom, saaledes at Ordet „Sverd“ forekom i hver Verselinje. Hallfred kvad:

Et Sverd blandt alle Sverde
sverde-rig mig gjorde;
For Sverd-Svingeren vorder
snart nu Færd af Sverde.
Sverd-Mangel vil ej vorde,
værd er jeg trende Sverde,
var der af Træ kun i Verden
værdig Skede til Sverdet.

Der er jo ikke „Sverd“ i hver Linje, sagde Kongen, idet han dog gav ham Skeden. Men der er „tvende Sverd“ i en af dem, svarede Hallfred, og dermed lod Kongen sig nøje. Hallfred maatte ellers oftere høre ilde af Kongen, fordi han, som ivrig Skald, ej kunde overtale sig til at udelukke de gamle Guders Navn af sine Kvad, og fordi han ej vilde laste dem, idet han syntes det var nok, ej at tro paa dem. Man beskyldte ham for at ofre hemmeligt til et lidet Thorsbillede, han bar i sin Pung; hans Avindsmænd, der misundte ham den Yndest, hvori han stod hos Kongen, bagvaskede ham, og Kongen skal omsider, for at straffe ham eller sætte ham paa Prøve, have sendt ham i det farlige Ærende til den mægtige Thorleif spake, Erik Jarls Fosterfader, enten at dræbe eller blinde ham, fordi han ej vilde antage Christendommen, et Ærende, som Hallfred kun halvt udførte, da han efter at have stukket det ene Øje ud paa Thorleif lod ham beholde det andet, og i Stedet derfor stak Øjet ud paa en af sine Bagvaskere. Kongen skal dog ej have taget Hallfred dette ilde op, og Hallfred sluttede sig nu til Kongen med en sværmerisk Kjærlighed. Han digtede flere Kvad om Kongen, og hvad der af disse Kvad er os opbevaret, indeholder, som vi alle-