hans Fiender med Vaabenmagt vilde hindre ham fra at komme paa Thingvolden. Da han derfor var kommen til et Sted, kaldet Vellankatla, ved Ølvusvand, gjorde han Holdt, og sendte Bud til alle dem af sine Frænder og Venner, der vare paa Althinget, at de skulde komme ham imøde for at staa ham bi. De kom ogsaa, og udgjorde en betydelig Skare. Førend de rede videre, kom Hjalte efter dem. Hans Iver tillod ham ikke at holde sig rolig: han vilde, sagde han, vise Hedningerne at han ej var ræd for dem.
De Christnes Skare nærmede sig Thingvolden i fuld Kampfylking, og styrede hen mod Aasgrim Ellidagrimssøns Bod, da han var Gissurs Frænde. Hedningerne havde ligeledes stillet sig i Fylking for at modtage dem, og nær var det kommet til Kamp, dog skede det ej, da Hedningerne, som det heder, følte nogen Frygt, og flere desuden søgte at overholde Freden, saa længe det var muligt. Dagen efter holdt Presten Thormod Messe i Nærheden af Vestfjordingernes Boder, hvorefter alle de Christne begave sig til Lagberget, de Gejstlige i Spidsen, i fuld Ornat; foran dem blev der baaret to Kors, der endnu lang Tid efter opbevaredes paa Island: det ene angav Olaf Tryggvessøns, det andet Hjalte Skeggessøns Højde. De Gejstlige lagde Røgelse paa Gløder, og de sværmerske Christne troede at bemerke, at Vellugten udbredte sig lige saa meget mod, som med Vinden[1]. Stilhed herskede nu rundt omkring. Da fremstod Hjalte og Gissur, og opfordrede i veltalende og begejstrede Foredrag deres Landsmænd til at antage Christendommen. De berettede hvad der var hendt dem; de fremførte i djærve Udtryk Kong Olafs Anmodning, men afholdt sig ganske fra Trusler, derimod søgte de kun med blide og venlige Ord at virke paa deres Tilhørere. Alle undredes, heder det, hvor veltalende de vare; og der stod en saadan Skræk af deres Ord, at deres Uvenner ej vovede at tale imod dem. Man kunde imidlertid ej komme til nogen Enighed. Der opstod Tummel og heftig Ordvexling; endelig kom det saa vidt, at de Christne og Hedningerne gjensidigt, som det fortælles, sagde sig ud af Loven med hinanden, med andre Ord, at de skilte sig ad i to forskjellige, af hinanden ganske uafhængige Statssamfund. Medens der endnu taltes og larmedes herom, kom der Bud til Thorodd Gode[2] om at et Udbrud af underjordisk Ild havde fundet Sted i Nærheden af hans Gaard ved Ølvus, og at den nedflydende Lava truede med at brænde Gaarden op. En af Hedningerne sagde da strax, at dette var et Tegn paa Gudernes Vrede over hvad der nu gik for flg. Men den kloge Snorre Gode[3], skjønt selv en Hedning, svarede med dette merkelige Spørgsmaal: „Hvad mon Guderne vare vrede over, da Jorden brandt,
