Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/383

Denne siden er korrekturlest
357
Kjartan Olafssøns Hjemrejse.

Gislerne og de øvrige Islændinger, der endnu vare i Norge, at det nu stod dem frit for at vende tilbage. Kjartan takkede ham herfor i fine Landsmænds Navn. Olaf svarede, at han ej vilde tage sine Ord tilbage, men at han dog ej dermed egentlig havde tænkt paa ham, da han inderligt ønskede at beholde ham hos sig. Kongen lod sig ogsaa forstaa med, at, om han vilde blive i Norge, skulde han skaffe ham et bedre Giftermaal, end han kunde faa paa Island. Hermed sigtede Kongen maaske til sin egen Syster Ingebjørg, der under Kjartans mere end treaarige Ophold i Norge havde vundet ham kjær, skjønt der rigtignok paa denne Tid (se nedf. S. 369) allerede var indledet Underhandlinger om hendes Giftermaal med Ragnvald Jarl i Gautland. Men Kjartan længtede efter sin elskede Gudrun: han havde nu desuden saa meget mere Grund til at skynde sig hjem, som de tre Vintre, hun havde lovet at ville oppebie ham, allerede med Vinteren 998–999 vare omme. Han gjorde sig derfor rejsefærdig. Hans Kammerat Kalf Aasgeirssøn var allerede Sommeren forud kommen tilbage fra England med deres Skib og de for begges Regning indkjøbte Varer. Da alt var færdigt, og de skulde rejse, gik Kjartan til Ingebjørg for at tage Afsked. Hun dulgte ikke sit Misnøje med at han vilde forlade hende, men gav ham dog til Afmindelse et prægtigt hvidt guldindvævet Hovedtøj, forvaret i en Purpurpose, med de Ord, at han skulde skjenke det som Brudegave til Gudrun Usvifersdatter, naar han egtede hende, for at Kvinderne paa Island kunde se, at den Kvinde, han i Norge havde været kjendt med, ej var af Trælleæt. Kjartan kyssede hende til Afsked, og man paastod, at det gik dem meget nær til Hjerte at skilles ad. Derpaa gik Kjartan til Kongen, som fulgte ham til Skibet, gav ham et herligt Sverd, og bad ham ved Afskeden at holde vel ved Troen. Da Kjartan var kommen ud paa Skibet, saa Kongen en Stund efter ham, og sagde: „Kjartan er i Sandhed rigt udstyret af Forsynet, og det er ofte haardt at tænke paa, at man ikke paa Forhaand kan lede et Menneskes Skjæbne“. Han anede de Trængsler og Farer, for hvilke Kjartan ved Hjemkomsten til Island vilde blive udsat. Da Kjartan efter en kort Overrejse landede ved Hvitaa i Borgarfjorden hørte han strax, at hans Fostbroder Bolle, der var fulgt tilbage med Gissur og Hjalte[1], havde benyttet sig af hans Fraværelse over den bestemte Frist til at ind-

    liggende Havne i de første Dage af Juli, hvad der ej er usandsynligt, kunde Olaf saaledes godt have Efterretningen henimod Midten af Juli Maaned.

  1. Saaledes fortæller Laxdøla Saga udtrykkeligt, men da den, som forhen viist, er usikker i Tidsregningen, idet den ej lader Kjartan forlade Norge før 1001, eller ogsaa Gissur og Hjalte drage til Island allerede 999, turde det nok være muligt, at Bolle allerede var dragen hjem i sidstnævnte Aar, da Kongen frigav Islændingerne, paa de 4 Gisler nær. Paa den anden Side synes det, som om Kjartan i saa Fald maatte have erfaret Gudruns Giftermaal, førend han forlod Norge.