de oftere paa dem, og antoge dem, som det lader, allerførst for Trolde[1].
Det blev dog snart almindeligt, at kalde dem Skrælinger, det er smaa, fortørrede Folk[2].
Saa vidt man kan skjønne, vare de belivede Dele af Landet allerede temmelig fuldstændigt optagne inden Eriks Død, noget efter Aarhundredets Ende. Man inddeelte dem i to Hovedbygden den østre, som tillige var den største, strax vestenfor Hvitserk eller Kap Farvel, til henimod 61°, og den vestre, eller egentlig nordre, som var den største, omtrent det nuværende Godthaabs Distrikt. længer inde i Baffinsbugten. De fleste Fjorde havde da faaet Navn, fornemmelig efter de første Landnamsmænd, som Einarsfjord efter en Einar, Ranvsfjord efter en Ravn; Snorre Thorbrandssøn opkaldte sin Hjemstavn, Alftafjord. Erik synes selv at have tilegnet sig en Høvdings Værdighed, og uddeelt Land til Nybyggerne. Alle vare naturligviis i Førstningen hedenske, og en høj Grad af Overtro synes at have hersket i Landet[3].
Eriks ældste Søn Leif, en dygtig og foretagelseslysten Mand, blev Redskabet til Christendommens Indførelse. Han synes allerede ved Faderens Udflytning at have været voxen, og ligget paa Rejser[4]. Saaledes fortælles der, at han en Gang, efter hvad man maa formode omkring 987, kom til Syderøerne, hvor han opholdt sig nogen Tid, og stiftede en Kjærlighedsforstaaelse med en fornem Kvinde ved Navn Thorgunna, der ved hans Afrejse endog vilde følge med ham, men ej fik dette Ønske opfyldt, da Leif, ved at høre, at hendes Frænder intet vidste derom, ikke vilde man skulde sige
- ↑ Se Floamanna Saga, Cap. 24. Man troede dette saa meget mere, som man plejede at kalde hine nordlige Egne, hvor Isen ligesom lukkede Havet, Trollebotnene.
- ↑ Hist. norveg. fol. 1. h. siger om Skrælingerne: De findes af Jægerne hiinsides Grønlændingerne, og have den Egenskab, at naar de saares levende, hvidne deres Saar uden Blodudstrømmen, men naar de ere døde, ophører neppe Blodet at rinde; de mangle Jern, og bruge Hvaltænder til Pileodder, Stene til Knive.
- ↑ Herom vidner især Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 3, hvor der fortælles om Volven Thorbjørg, der havde haft 9 Systre, alle Spaakoner, og som plejede at rejse om til Gilder hos Folk, der ønskede at vide deres Skjæbne forud. Her beskrives nøjagtigt alle de Ceremonier, hvormed hun anstillede Sejd for at udfinde, naar et Uaar, der trykkede Landet, skulde ophøre. Der tales desuden meget om Gjengangere; Erik redes overtroiske Tilbedelse af en Iisbjørn nævnes i Floamanna Sagas hvorledes Eskimoer antoges for Trolde, er ovenfor omtalt. Grønlands Naturbeskaffenhed var ogsaa meget skikket til at fremavle og vedligeholde Overtro.
- ↑ Da Erik døde som en meget gammel Mand i de første Aar efter 1000, og Leifs Søn allerede omtales som Høvding omkring 1021, synes det, som Leif selv ej kan være fød senere end 970, men snarere før, som ved 960. Det heder ogsaa i Erik rødes Saga, at denne giftede sig strax efter sin Faders Død, medens han endnu boede paa Hornstrandene, og fik Sønnen Leif.
