Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/392

Denne siden er korrekturlest
366
Olaf Tryggvessøn.

skjenket ham to skotske Hurtigløbere[1]. Da Leif var kommen hjem, begyndte han efter Kong Olafs Bud strax at forkynde Christendommen. Hans Moder Thjodhild og hans Brødre og flere af Indbyggerne antoge Christendommen strax[2]; men Erik vilde ikke vide deraf. Han var meget misfornøjet med at Leif havde bragt Skademanden, saa kaldte han Presten, til Landet[3]. Han synes i det hele taget at have været meget overtroisk, saa at han endog skal have viist en Hvidbjørn et Slags Tilbedelfe[4]. Thjodhild derimod viste en saadan Iver for Christendommen, at hun ikke vilde have nogen Omgang med Erik, saa længe han var hedensk, og derfor, som det synes, flyttede til det noget bortliggende Thjodhildestad, hvor hun lod en Kirke opføre. I denne holdt hun og de til Christendommen Omvendte deres Bønner. Imidlertid lykkedes det dog Leif tilsidst at faa Christendommen fuldkommen antagen paa Grønland, men ikke førend flere Aar vare hengangne dermed. Ogsaa Erik skal tilsidst være bleven døbt[5], skjønt det ej var at vente, at hans Christendom kunde være oprigtig. Det heder derfor ogsaa paa et andet Sted, at han døde før Christendommen[6], det vil sige enten førend Christendommen var almindeligt antagen, eller førend han selv var bleven christnet; man har altsaa i ethvert Fald betragtet ham som Hedning.

Uagtet nu Christendommens fuldstændige Indførelse paa Grønland først fandt Sted flere Aar efter Olaf Tryggvessøns Tid, har man dog af den Omstændighed, at Leif efter hans Anmodning lod sig døbe og siden forkyndte Christendommen blandt sine Landsmænd, taget Anledning til at give Olaf den egentlige Ære for dette Verk. Derfor heder det sædvanligt, at Olaf christnede fem Lande, Norge, Orknøerne, Færøerne, Island og Grønland[7]. Men i alle Fald oplevede ikke Olaf selv at se Grønland christnet, om endog Fortjenesten, at have givet det første Stød dertil, tilkommer ham.

  1. Thorfinn Karlsevnes Saga, Cap. 7.
  2. Dette sees ved at sammenholde flere Udsagn, fornemmelig i Erik rødes Saga Cap. 3, og Karlsevnes Saga Cap. 4 med hinanden.
  3. Olaf Tr. Saga, Cap. 23l. Dette skal Erik have sagt, efter at Leif var kommen tilbage fra Viinland og havde bjerget et forulykket Skibsmandskab; Eriks Ord skulle have været disse, at denne gode Handling og den anden slette, at han havde bragt Skademanden (Skemannin) til Landet, omtrent kunde gaa op imod hinanden. Aarsagerne, hvorfor vi her have afveget fra den sædvanlige Beretning, der lader Viinlands Opdagelse ske paa Leifs Hjemrejse Aar 1000, ville i det Følgende, hvor Opdagelsen af Viinland omhandles, blive nævnte.
  4. Se Floamannasaga Cap. 25.
  5. Olaf Tr. Saga, Cap. 231.
  6. Erik rødes Saga, Cap. 3.
  7. Undertiden opregnes ogsaa 6 Lande, idet Hjaltland nævnes særskilt. Allerede Hallarstein (Rekstefja V. II), nævner Island, Grønland, „Øerne“ og Hjaltland, som christnet af Olaf.