Medens Olaf Tryggvessøn var beskjeftiget med at udbrede Christendommen i den nordlige Deel af Landet, og tillige traf Foranstaltninger for at christne Island, hjemsøgtes Viken af den sidste endnu overlevende Søn af Erik Blodøxe, nemlig Gudrød. Han maa paa denne Tid have været meget gammel. Der siges at han, siden Haakon Jarl fordrev ham fra Norge, havde været paa Vikingetog i de vestlige Lande, og at han nu sidst kom fra England, med en Flaade af flere Hærskibe. Han vilde endnu gjøre et sidste Forsøg paa at underkaste sig Norge. Da han var kommen under Kysten, og erfoer at Olaf var nordpaa, styrede han sydefter. Han drog til Viken, og begyndte strax at herje og tvinge Folket til Underkastelse. Indbyggerne vovede i Førstningen ej at binde an mod hans betydelige Styrke, eller at udsætte sig for hans Herjen. De tilbøde ham derfor at sende Thingbud omkring i Landet, for siden, naar Thinget var samlet, at tage ham til Konge. Gudrød gik ind paa dette Forslag, men da det vilde vare længe, inden Thinget kom istand, maatte de finde sig i at underholde ham og hans Hær, og han begyndte saaledes at rejse om paa Vejtsler med en Deel af sin Hær, medens de øvrige forbleve ved Skibene for at bevogte dem. Imidlertid sendte Bønderne iilsomt Bud til Olafs Svogere Thorgeir og Hyrning, der i hans Fraværelse vare Høvdinger over Viken, og underrettede dem om Gudrøds Ankomst. De lode strax Hærør udgaa til alle Kanter, samlede Folk om sig, udrustede Skibe og droge nord i Viken, hvor Gudrød for Øjeblikket befandt sig. De kom ved Nattetid til den Gaard, hvor Gudrød var til Gjestebud, og angreb den baade med Ild og Vaaben. Der faldt Gudrød og de fleste af hans Mænd. Siden vendte Thorgeir og Hyrning sig mod den Deel af hans Hær, der var bleven tilbage ved Skibene; denne Skare blev deels dræbt, deels forjagen. Nu vare alle Erikssønnerne døde, og fra denne Kant truedes Olaf derfor ikke længer af nogen Fare. Da han erfoer denne Tidende, blev han meget vel tilfreds, og takkede sine Svogere meget for deres Raskhed og Dygtighed[1].
Olaf syntes nu at være kommen i sikker Besiddelse af Kongedømmet. Lige fra Gaut-Elven til Finmarken adlød Folket ham. Siden Haakon Adelsteensfostres Tid havde ikke saa betydelige Dele af Landet været forenede under een Konge. Hans Hovedformaal, Christendommens Indførelse, var al-
- ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 222. Snorre Cap. 94. Jvfr. Thjodr. Munk, Cap. 13. Odd Munk (Cap. 54) har her en højst urimelig og upaalidelig Fremstilling. Man skulde ellers næsten antage, at det Sted „nord i Viken“, hvor Gudrød dræbtes, var vestenfor Folden, henimod Agder, hvor han, som vi ovf. S. 39 have seet, i tidligere Dage opholdt sig og maaske havde ejet Besiddelser.
