Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/395

Denne siden er korrekturlest
369
Vinteren 999. Ragnvald Jarl i Gautland.

ald, og som de elskede meget[1]. Hun og Kongens Syster Ingebjørg vare de fornemste Kvinder ved Hoffet. Der vare flere af de mægtigste Islændinger, alle Kongens Gjester. Gissur hvite havde Ærespladsen, indenfor Lendermændene. Med Gissur var hans Svigersøn Hjalte Af de fire islandske Høvdingssønner, hvilke Kongen havde holdt tilbage som Gisler, var Kjartan Olafssøn meest anseet, og nød, som vi ovenfor have nævnt, fornemmelig Kongens Syster Ingebjørgs Yndest. Leif Erikssøn, Grønlands tilkommende Høvding, var ligeledes Kongens Gjest. Den tro Hallfred Vandrædaskald var ogsaa kommen tilbage. Han havde en Tid lang været borte efter den Handelsrejse han foretog til Danmark; han havde besøgt Sigvald Jarl og Olaf Sviakonge, kvædet Draaper for dem og faaet store Gaver; han havde bestaaet mange Farer, og endelig egtet en rig Enke i Gautland, med hvem han, dreven af sin Længsel efter Kong Olaf Tryggvessøn og Samvittighedsnag over at have opholdt sig saa længe blandt Hedninger, drog til Nidaros, hvor hun lod sig døbe, men til hans Sorg døde endnu samme Vinter[2]. Mange andre Gjester, skjønt her ikke nævnte, prydede Olafs Hof, blandt dem vistnok flere af hans Frænder og Svogere. Der var megen Drik og megen Gammen. Hver Nat, siger Skalden, gik de gyldne Drikkehorn om mellem Olafs Hirdmænd, og den vidt berømte Hersker lærte sine Mænd at skjønne paa Viin[3]. Han fandt især Behag i at udspørge dem af sine Mænd, der havde rejst, om Nabohøvdingernes Sædvaner og Leveviis. Hallfred maatte fortælle ham meget, fornemmelig om Sigrid Storraades Brodersøn, Ragnvald Ulfssøn, der nys var bleven Jarl i Gautland, og hvilken Hallfred havde besøgt[4]. Hallfred roste ham meget, og sagde at han endog for ham havde ytret Ønsket om at indgaa Venskabsforbindelse med Kong Olaf Tryggvessøn og bejle til hans Syster Ingebjørg. Virkelig kom ogsaa endnu samme Vinter Sendebud fra Jarlen, medbringende sikre Jærtejner, i det Ærende, Hallfred havde nævnt. Kongen glædede sig meget herover, men henviste dog Sagen til Ingebjørg selv, der heller ikke gjorde anden Indvending, end den, at Ragnvald var hedensk. Sendebudene fik derfor den Hilsen, at om han vilde indfinde sig hos Kongen, naar denne næste Sommer kom sydover i Landet, kunde de selv mundt-

  1. Olaf Tr. Saga. Cap. 224. Snorre, Cap. 105. Odd Munk, Cap. 57.
  2. Om Hallfreds Æventyr i Gautland, se Olaf Tryggv. Saga, Cap. 175. Olaf var ved hans Hjemkomst misfornøjet med at han havde levet saa længe blandt Hedninger og egtet en hedensk Kone; men Hallfred formildede ham ved at digte en saakaldet Uppreistar-drápa (Oprejsnings-Draape) der endnu var til, da Olaf Tryggv. Saga nedskreves.
  3. Rekstefja, V. 12, 13. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 234.
  4. Olaf Tryggv. Saga, Cap. 224. Snorre, Cap. 105.