mig, og hvad der saa skammeligt er blevet mig frataget“. Dette var mere, end hvad Olafs stolte Sind kunde udholde. Han sprang op, og sagde med høj Røst: „aldrig skal jeg ræddes for din Broder, Kong Sven, og hvis vi støde sammen, skal han nok bukke under for mig[1]“.
Kort efter stevnede Kongen Thing i Byen, og gjorde det almindelig bekjendt, at han agtede at have Leding ude den Sommer, og udbyde Folk og Skibe af hvert Fylke. Han nævnte strax, hvor mange Skibe han vilde have fra Throndhjemsfjorden og sendte siden Bud baade nord og syd i Landet, til Lands og til Vands, for at opbyde Folk. Ligeledes lød han Ormen lange og alle sine Skibe, baade smaa og store, sætte ud og tiltakle til Toget. Ormen lange skulde han selv styre, og til dens Besætning toges, foruden hans Hirdmænd, de dygtigste og meest udvalgte Folk. Det heder, at det Udvalg af Folk, som fandtes paa Ormen lange, stod ligesaa højt over Andre i Skjønhed, Styrke og Tapperhed, som Ormen lange selv over andre Skibe. Ingen maatte optages som var ældre end 60 Aar og yngre end 20. Det er forhen nævnt, at der i hvert af de 68 Halvrum var 8 Mand, foruden dem, der vare i Stavnen, paa Rausnen, i For-Rummet, Krappe-Rummet og i Løftingen med Kongen, saa at Besætningen vistnok i det hele taget oversteg 600 Mand[2]. De gamle Sagaer have opbevaret os Navnene paa flere af de meest udmerkede og anseede blandt Kæmperne paa Ormen. Man ser deraf, at de fleste Landskaber i Norge, især langs Kysten, havde afgivet i det mindste een, og at der var enkelte fra Island, ja endog fra Svithjod[3]. Blandt Stavnboerne omtales Merkesmanden, Ulf røde, og Stallaren Kolbein. Blandt Kæmperne i For-Rummet nævnes Thorgrim Thjodolfssøn fra Hvin, maaske en Sønnesøns Søn af den berømte Skald. Men den merkeligste af dem alle var Einar Eindridssøn, Sønnesøn af den mægtige Styrkaar paa Gimse. Han var da endnu kun 18 Aar gammel, og skulde derfor egentlig ikke have været med, men hans usædvanlige Styrke og Færdighed i Bueskydning, vel ogsaa hans høje Byrd, havde skaffet ham Adgang Han skød med saadan Kraft af sin Bue, Thamb, efter hvilken han fik Tilnavnet Thambarskelver, at han kunde drive en Kolv gjennem en raa og blød Oxehud, der hang paa en Tverstang. Det er ved denne Lejlighed, at Einar allerførst omtales. Siden den Tid nævnes han hyppigt, thi faa af hans Samtidige toge en saa virksom Deel i Fædrelandets politiske Begivenheder, som han. Paa dette Tog af-
