eget Skib. Han drog temmelig langsomt sydefter, idet han, som det siges, opholdt sig paa mange Steder for at rette paa Indbyggernes Tro og Sæder, og indsætte Sysselmænd og Aarmænd; det var og, som man ser, bestemt, at saa vel de Lendermænd, der vare forbundne til at tjene ham med et vist Antal Lenstropper og Skibe, som de opbudne Ledingsfolk fra ethvert Fylke efterhaanden, som han kom videre, skulde slutte sig til ham; da de ej vare saa nøjagtige i at indfinde sig, maa megen Tid være hengaaen med at oppebie dem, og sommesteds maatte man endog drage videre, førend de havde indfundet sig. Efter som nu og flere Skibe sluttede sig til Flaaden, blev den større og større. Flere af hans Mænd kom ham imøde, førend han naaede deres Hjem; saaledes kom hans Svoger Erling Skjalgssøn til ham med sit ypperlige og vel udrustede Skib længe førend han naaede Jæderen, og ligeledes hans Svogre Hyrning og Thorgeir, hver med sit Skib fra Viken. Da han kom til Erling Skjalgssøns Gaard Sole, dvælede han der en Stund, da Erling havde beredet et prægtigt Gjestebud for ham. Her indfandt ogsaa Ragnvald Jarl fra Gautland sig, efter den tidligere med Olaf trufne Aftale. Han fornyede sit Frieri til Kongens Syster Ingebjørg, og da han strax gik ind paa den af Kongen opstillede Betingelse, at lade sig døbe og christne Gautland, blev Bryllupet strax holdt; Kongen medgav ham de fornødne Prester, og tog en kjærlig Afsked saa vel med ham, som med sin Syster[1].
Fra Sole fortsatte Kongen Vejen langs Kysten til Rigsgrændsen eller Gøtaelvens Udløb, hvor han ventede en Stund, ej efter den svenske Konge, men efter den Deel af Ledingshæren, som endnu ikke havde indfundet sig. Da den endnu fremdeles udeblev, vilde han ikke vente længer, men drog videre, i Haab om at den vilde komme efter. Den kom vistnok ogsaa, men ikke førend Kongen allerede var borte, og da Bønderne ej havde synderlig Lyst til at drage udenfor Fædrelandets Grændser, hvortil de heller ikke strengt taget vare forpligtede[2], vendte de tilbage igjen, uden at nogen kunde hindre det. Imidlertid udgjorde dog den Flaade, der fulgte Olaf,
- ↑ Olaf Tr. Saga, Cap. 237–241. Snorre, Cap. 1–107. Odd Munk, (Cap. 60) saa vel som Olaf Tryggvessøns Saga, fortæller om et Besøg, Kongen skal have aflagt hos en gammel, blind og fremsynet Mand paa Øen Mostr, der spaaede et meget uheldigt Udfald af Toget, da dette vilde skille Norge ved dets fire ypperste Klenodier, nemlig Kong Olaf selv, Dronning Thyre, Ormen lange og Hunden Vige. Fortællingen bærer heelt igjennem Præg af Opdigtelse.
- ↑ Det heder udtrykkeligt i den ældre Gulathingslovs Ledingsbolk (Cap. 295) „vi skulle ej negte Kongen Leding til Landets Ende, hvis han byder sig til Tarv og os til Gavn“. Om noget længere Følge var der altsaa ikke Spørgsmaal, uden for saa vidt enkelte af Ledingstropperne droge videre enten af deres gode Vilje, eller fordi Kongens personlige Nærværelse tvang dem dertil.
