at se ham. Ved Synet af Erlings Skib, der ej førte Dragehoved, sagde Sven leende: „ræd er Olaf Tryggvessøn nu, siden han ej tør sejle med Hoved paa sin Drage“. Men Erik sagde: „dette Skib kjender jeg nøje paa det stavede Sejl[1]: det tilhører ikke Kongen, men Erling Skjalgssøn; lad dem kun sejle, thi hvis han, som jeg formoder, selv er ombord, ville vi staa os bedst ved at han og hans Skare ikke findes blandt dem, med hvem vi idag skulle kæmpe“. Kong Olaf svenske meente at det dog endnu kunde være muligt, at et af disse Skibe førte Olaf Tryggvessøn selv, og at det vilde være en stor Skam at lade ham undslippe. Men Erik beroligede ham, og snart overbeviste han sig om at Erik havde Ret. Nu kom Sigvalde Jarl med sine Skibe, som de strax kjendte. De sendte en Skude ud imod ham og underrettede ham om at den forenede Flaade allerede laa der: han drejede derfor lige hen mod Holmen. Derpaa kom tre Skibe, af hvilke et var meget stort og førte Dragehoved: det var Tranen, som styredes af Thorkell Dyrdil. Nu tvivlede ikke Kong Sven længer paa at han saa Ormen lange, og bød sine Mænd gaa til Skibene. Da Erik Jarl endnu bad ham at vente, begyndte mange at tale om at Erik var ræd og ej vovede at hevne sin Fader; det var, sagde de, en stor Skam, der vilde spørges i alle Lande, om de laa der med en vældig Hær, og lod Norges Konge lige for deres Næse sejle forbi med en Haandfuld Folk. Da blev Erik Jarl vred, og bad dem, siden de endelig vilde, at gaa til Skibene; inden Solen gik ned, sagde han, vilde Danerne og Sviarne neppe være mere lystne efter Kampen, end han og hans Folk. Det var nu ogsaa overflødigt at holde sig længer roligt, thi da Thorkell Dyrdil paa Tranen og de andre Skibsstyrere, der fulgte ham, faa at Jarlen drejede ind under Øen, lode de Sejlene falde og roede ind efter ham, for at høre hvad der var paafærde. Jarlen talte om, at det var bedre at holde sig nær ved Øerne; Thorkell fandt dette besynderligt, da det jo maatte være sikrest for de store Skibe at holde lige ud paa Havet. Sigvalde rykkede da ud med Sproget, og sagde at der nok var Ufred at vente, saa at de gjorde bedst i at oppebie Kongen. Dertil kunde han nu trygt raade, da allerede saa mange Skibe vare sejlede forud, at der med de tre sidstnævnte kun var 11 tilbage. Idet Fyrsterne gik ned til Stranden, saa de flere Skibe komme sejlende, af hvilke eet var en stor guldprydet Drage. Mange sagde at Jarlen havde sagt sandt, thi dette maatte være Ormen lange: saa stort og smukt Langskib havde man hidtil ej seet i Norden, og det var ej at undres over at en Konge, der kunde lade slige Skibe bygge, var vidt og bredt navnkundig. Kong Sven rejste sig og raabte: „højt skal Ormen bære mig i Kveld, den skal jeg styre“.
- ↑ D. e. Sejl med perpendikulære Striber, hvilket i hine Tider ansaaes for meget smukt.
