maatte gaa over paa andre Skibe og tilsidst tage Flugten. Nu lagde Sviakongen til med femten Skibe, og Kampen blev paany meget heftig. Men det gik ikke Sviarne bedre end Danerne; ogsaa af deres Skibe bleve flere grebne og ryddede, og de øvrige maatte lægge fra, efter at mange Folk vare faldne. Kongen selv skal med Nød og neppe være undkommen med Livet[1].
Men medens Kampen med Daner og Sviar saaledes rasede om Ormen lange, havde Erik Jarl begyndt et mere planmæssigt og ødelæggende Angreb fra den venstre Fløj. Han lagde sig med Jærnbarden klods ved det yderste af Olafs Skibe til højre, og da han her havde Overmagten, fik han det ryddet, idet Besætningen deels faldt, deels reddede sig over paa de nærmeste Skibe. Derpaa hug han det ryddede Skib ud af Tengslerne, og lagde sig ved det næste, og saa fremdeles; vel faldt flere af hans Mænd, men deres Plads udfyldtes strax af Daner og Sviar, som hidtil ikke havde deeltaget i Kampen, og derfor vare udhvilede og friske, medens Nordmændene vare trætte og saarede. Tillige regnede der uophørligt Spyd og Pile fra de danske og svenske Skibe ned over de norske. Udfaldet blev derfor, som man let kunde forudse, at Olafs Mænd bukkede under, og at tilsidst alle hans Skibe vare ryddede, paa Ormen nær, til hvilken alle de Nordmænd, der ej vare faldne, havde taget deres Tilflugt. Erik Jarl lagde sig nu med Jærnbarden sidbordes ved Ormen, og lod sine øvrige fire Skibe lægge sig omkring den. Jærnbarden skal have tørnet saa heftigt mod Ormen, at noget af denne gik løst, og Kampen blev nu voldsommere end nogensinde. Pile, Spyd, Stene og alt hvad der kunde bruges som Vaaben, regnede fra alle Kanter. Vaabnene faldt saa tykt, at man neppe kunde værge sig med Skjoldene. Kong Olafs Mænd, fortælles der, vare nu saa rasende at de løb op paa Randen af Skibet for at kunne naa Fienderne med Sverdet og dræbe dem; men da kun faa af Fienderne havde lagt sig saa nær under Ormen, at de kunde naaes med Hugvaaben, faldt mange af Kong Olafs Mænd overbord, idet de ej huskede andet end at de strede paa jevn Mark. Einar Thambarskelver stod i Krappe-Rummet paa Ormen og nedlagde mange Fiender ved sine sikre Bueskud. Han saa tydeligt Erik Jarl, der sad i ForRummet paa Jærnbarden, dækket af en Skjoldborg. Han skød en Piil mod ham, og traf Rorknappen lige over Jarlens Hoved saa haardt, at Pi-
- ↑ Olaf Tryggv. Saga, Cap. 250. Snorre, Cap. 116. Odd Munk, Cap. 65, 66. Fagrskinna, Cap. 179. Den førstnævnte ytrer, at Hallarstein omtaler Olaf svenskes Angreb for Sven Tjugeskeggs, men den følger dog heller Snorres Beretning. I Rekstefja omtales virkelig ogsaa Olafs Angreb først, men ikke saaledes at Skalden synes at have lagt nogen videre Vegt paa denne Orden, og Versene kunde endog meget godt ombyttes med hinanden. Saavel Ágrip (Cap. 17) som Hist. Norv. fol. 10. b. nævne ogsaa først Sven, dernæst Olaf, endelig Erik.
