Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/421

Denne siden er korrekturlest
395
Slaget ved Svoldr. Einar Thambarskelver.

len gik ind lige til Skaftet. Jarlen blev forundret og spurgte sine Mænd om de kjendte ham, der skød saa voldsomt. I samme Øjeblik kom en anden Piil saa nær Jarlen, at den fløj mellem hans Side og Armen; den gik tvers igjennem en Fjel bagenfor, saa at Odden stod ud paa den anden Side. Da sagde Jarlen til en af sine Mænd, der efter Nogles Sigende hed Finn Eyvindssøn, efter andres var af finsk Æt, en ypperlig Skytte, der endog i sin Tid havde gjort Einars Bue: „skyd du den høje Mand der i Krappe-Rummet!“ Finn skød med en flad Piil, og traf midt paa Einars Bue, idet han tredie Gang spendte den. Buen brast med et sterkt Brag. „Hvad var det som brast“, spurgte Kongen. „Norge af din Haand Konge“, var Einars Svar. „Saa farlig er vel ej Bristen“, sagde Olaf, ’„tag min Bue og skyd med“; i det samme kastede han sin Bue til ham. Einar tog den, men drog den strax frem for Odden af Pilen, og kastede den tilbage med de Ord: „for veg, for veg er Kongens Bue!“; men greb Skjold og Sverd, og stred tappert[1].

Kongen havde atter indtaget sin Plads i Løftingen, hvor han skød deels med Bueskud, deels med Gaflaker, de sidste altid to ad Gangen. Alle kunde se ham; han søgte ikke at dække eller skjule sig. Ved at betragte Kampen nedenfor i Forrummet, hvor det gik varmest til, merkede han at hans Mænd løftede Sverdene heftigt og hug tidt og ofte, men uden synderlig Virkning. Han sagde derfor med høj Røst: „hæve I da eders Sverd med saa liden Kraft, siden de bide saa daarligt?“ – „Nej“, svarede En, „men vore Sverd ere baade sløve og meget brudte“. Da gik Kongen ned fra Løftingen til Forrummet, lukkede op Højsædes-Kisten, og fremtog deraf mange blanke og hvasse Sverd, som han uddeelte blandt sine Mænd. Idet han rakte den højre Haand ned, saa flere at der randt Blod ned under Armskinnen. Men Ingen vidste, hvor han var saaret.

Paa Ormen skede det bedste og meest ødelæggende Forsvar i Forrummet og Forstavnen; der var Mandskabet meest udsøgt og Skibsbordene højest. Derimod begyndte Mandfaldet især at blive betydeligt midtskibs, hvor der tilsidst kun stod faa Folk tilbage omkring Masten. Da forsøgte Erik Jarl, selv 15de, at entre. Det lykkedes ham at bestige Ormen, men Kongens Svoger Hyrning kom mod ham med en Skare, og efter en haard Kamp blev Erik dreven tilbage, efter at hans Mænd deels vare dræbte, deels saarede. Det fortælles, at Erik Jarl, som endnu var en Hedning og hidtil havde ført et Thorsbillede foran i sit Skib, nu skal have gjort det

  1. Olaf Tryggv. Saga, Cap. Snorre, Cap. 118. Odd Munk (Cap. 69), der fremdeles røber Forkjærlighed for det Overnaturlige, beskriver ogsaa dette paa en halv overnaturlig Maade. Merkeligt nok, fortæller ogsaa Saxo (X B. S. 505, 506) Tildragelsen med Einars Bue; han beskriver hans Skud som aldeles overordentlige, men lader det være Sven, ej Erik, mod hvem de rettedes.