Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/423

Denne siden er korrekturlest
397
Slaget ved Svoldr. Kong Olafs Endeligt.


Saasnart Kong Olaf var sprungen overbord, raabte hele den fiendtlige Hær Sejrsraab. Ogsaa Sigvalde roede til. Den egentlige Sejrherre var Erik Jarl, som derfor ogsaa efter Aftale tog Ormen og de øvrige Skibe i Besiddelse, og det er maaske Olafs og hans Mænds største Ros, at trods den Overmagt, deres Fiender havde havt, nævnes dog denne Sejr som en af de hæderligste, Erik vandt. Erik benyttede sig, som sædvanligt, paa det ædelmodigste af Sejren, da han skjenkede Fangerne Livet og behandlede dem vel. Ogsaa fra de øvrige Skibe maa flere paa lignende Maade have været frelste, da vi erfare at i det mindste Thorkell Dyrdil overlevede Slaget[1]. Om Olafs Død synes det som om ingen dengang nærede den mindste Tvivl. Man antog, at han enten var druknet, eller falden i Kampen. Det er ogsaa det sandsynligste, at han, der allerede saa godt som havde søgt Døden ved at indlade sig i Kamp med Fiendens mangedobbelte Overmagt, nu, efter at se sine Skibe ryddede og sine Mænd faldne, foretrak at dø fremfor at falde i sine Fienders Vold. Men hans Lig blev ikke fundet, og, – som det ved slige Lejligheder plejer at gaa, naar den faldne Fyrste har været inderligen elsket af sine Omgivelser, – man gav senere den Tanke Rum, at han virkelig var undkommen af Slaget, idet han havde afført sig Brynjen under Vandet, og var kommen op i hiin Vendesnekke, som Aastrid, Sigvaldes Hustru, i dette Øjemed havde holdt i Beredskab. Det hed, at denne Vendesnekke to Gange, en Gang strax førend Kampen begyndte, og anden Gang umiddelbart før Erik Jarls sidste Angreb, havde nærmet sig Ormen lange, og at Kongen havde talt med dens Besætning paa Vendisk, som Nordmændene ej forstode; at den var i Følge med Sigvaldes øvrige Skibe, da disse roede frem strax efter Slaget, men at man umiddelbart derefter saa den ro til Land i flyvende Fart; nogle vilde endog vide at Aastrid selv var ombord paa den, men i alle Fald skal Olaf paa denne Maade ved hendes Foranstaltning være bragt velbeholden i Land. I Kampens Hede havde flere ikke lagt Merke til, at Olaf sprang ud. Einar Thambarskelver skal siden have sagt, at han endnu, da Erik Jarl gjorde det sidste Angreb mod Forrummet, saa Kongen, og bemerkede at Blodsdraaber dryppede ned paa hans Kind under Hjelmen, men at han selv i det samme blev rammet af en Steen, saa

    af Hallfred anføres, i hvilket Thorkell udtrykkelig omtales som den der ej forlod Ormen førend han saa den øde tilligemed den anden Orm og Tranen. De øvrige, som nævnes, vare Aasbjørn af Mostr, Thorstein Oxefod, Bjørn af Studla, Agmund sande og Thrond skjaalge.

  1. Odd Munk, (Cap. 67) lader, tvertimod hvad der udtrykkeligt fortælles, og hvad der omtales i hvert Vers af Hallfred, Olaf give Thorkell Dyrdil den Befaling at lade Tranen med Lig, for at faa disse af Vejen, og sejle bort med dem. Men han har øjensynlig misforstaaet dette Vers, og derhos henført det til Thorkell Dyrdil istedetfor Thorkell Nefja.