Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/424

Denne siden er korrekturlest
398
Olaf Tryggvessøn.

at han faldt i Svime, og at han, da han kom til sig selv igjen-, ikke længer saa ham. Skule Thorsteinssøn, der kæmpede paa Eriks Side, skal have sagt, at han saa Olaf staa i Løftingen, da det sidste Angreb skede paa Forrummet, men at han et Øjeblik efter bukkede sig ned for at velte nogle Lig afvejen for Jarlen, og at Kongen var borte, da han atter rejste sig; han tilføjede at nogle af Olafs Fiender vilde strax efter Sejrsraabet have seet en Mand i røde Klæder ro hen til hiin Vendesnekke og komme op i den, samt at den derefter saa hurtigt som muligt skyndte sig bort. Endog Kolbjørn Staller vilde, da han kom ned i Vandet, have seet et smukt Skjold under sig, der lignede Olafs, og strax efter have merket, at der svømmede en Mand derunder, som slap det, da han kjendte at der kom noget tungt ovenpaa[1]. Det er slet ikke usandsynligt at flere af Deeltagerne i Kampen sidenefter, ved at tilbagekalde alle Enkeltheder, ogsaa have troet at erindre noget saadant, som det nysnævnte, især da de fleste saa gjerne vilde tro det, og det tillige i og for sig har noget tillokkende at beskjeftige sig med slige Gjetninger, som dem, man siden byggede derpaa[2]. Det er ogsaa vist, at Sagnet om, at Olaf var undkommen, allerede faa Aar efter hans Død var i fuld Gang. Hallfred Vandrædaskald omtaler det i den Draape, han digtede om ham i det første eller andet Aar efter Svoldrslaget[3]. „Jeg veed ikke vist“, „siger han, om den ædle Konge er død eller færdes ukjendt i andre Lande; begge Sagn fortælles nu, vist er det at han var saaret. Man har berettet mig, at han skulde leve, skilt fra Land og Rige, hiinsides Havet, men mig er det ingen Trøst at vide dette. En af hans tro Mænd har sagt mig, at han endnu levede; men desværre, saaledes forholder det sig vist ikke, og det er ikke rimeligt at gjette paa noget saadant. Endnu er der nogle, som paastaa at han saaret eller usaaret skal være kommen bort, jeg har dog sandspurgt fra Slaget, at Kongen faldt, og til løse Rygter sætter jeg ingen Lid[4]“. Einar Thambarskelver skal dog, maaske af politiske Grunde, ikke have været utilbøjelig til at antage Olaf for undkommen[5].

  1. Disse forskjellige Udsagn omtales alle i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 256, ligeledes hos Odd, Cap. 50. Den Omstændighed, at de findes hos Odd, gjøre dem vistnok noget mistænkelige, imidlertid ere de ikke i sig selv usandsynlige, og Odd anfører derhos tidligere, Cap. 23, Einar Thambarskelver som en af dem, hvis Beretninger laa til Grund for Olafs Historie.
  2. Saa meget, staar der i Fagrskinna, lagde Folk Bind paa at tale vel om Olaf, at de fleste intet vilde høre om at han var falden, men angave at han enten var i Vendland eller Sudrrike, og ere mange Frasagn gjorte derom, men hans Venner frygtede dog for at alt dette var Løgn.
  3. Om Hallfreds Død, se nedenfor.
  4. Disse Vers anføres deels i Olaf Tryggv. Saga, Cap. 256, deels hos Snorre, Cap. 122, deels i Fagrskinna, Cap. 87.
  5. Det er bekjendt, og vil siden efter ogsaa blive omtalt, hvorledes Einar Tham-