Side:Det norske Folks Historie 1-1-2.djvu/427

Denne siden er korrekturlest
401
Olaf Tryggvessøns Charakteer.

Da Olaf faldt, var han i sine bedste Aar, kun 36 Aar gammel[1]. Der er faa eller ingen af Norges Konger, hvis Liv heelt igjennem var saa æventyrligt, som hans. Dette, forenet med hans personlige Elskværdighed og sværmerske Religionsiver, har bidraget til at gjøre ham til Sagaskrivernes Yndlingshelt og stille ham i det halv fabelagtige Lys, hvorigjennem vi ofte kun vanskeligt skimte Begivenhedernes rette Omrids. Som udsendt fra Himlen kom han uventet til Landet, men i en belejlig Tid, da Gemytterne, trætte af Blot-Jarlens Uvæsen, vare mindre utilbøjelige til en Religionsforandring, end de maaske ellers vilde have været og senere bleve. I faa Aar udførte han det Kæmpeverk, at christne Størstedelen af alle de Lande, hvor Nordmænd boede, og det uden at blive forhadt, men tvertimod erhvervende sig en Hengivenhed og beredende sig et Minde blandt sit Folk, der kun er blevet faa Fyrster til Deel. Og derpaa forsvandt han lige saa pludseligt, som han kom; just da han havde naaet sit Maal og befandt sig paa sin Lykkes Spidse, efter at have bestaaet en Heltekamp, hvis Mage man hidtil neppe havde seet[2], og paa en Maade, der var mere end almindeligt skikket til at beskjeftige Indbildningskraften og aabne de dristigste Gjetninger frit Spillerum. Hvorledes hans Charakteer vilde have udviklet sig, om han havde overvundet sine Fiender og hersket en lang Tid i Fred og Ro, er vanskeligt at sige. Hvad der fortælles om ham, bærer altfor meget Præget af Partiskhed, til at vi ubetinget kunne stole derpaa. Denne Partiskhed gaar endog saa vidt, at hans Fienders Angreb paa ham betragtes i et forhadt Lys, uagtet hans Tog var en aabenbar Krigserklæring mod dem, og uagtet de kun gjorde hvad enhver vilde have gjort under lignende Omstændigheder, nemlig at benytte sig af Lejligheden til at forekomme det ventede Angreb, og derved afvende den truende Fare fra sig selv og deres Land. Fremmede bedømme ham, som vi have seet, langt strengere, især Adam af Bremen, der synes at have haft meget imod ham, et Indtryk, han fornemmelig maa have modtaget af Danekongen Sven Ulfssøn. Medens vore egne Sagaer kalde ham den berømmeligste Konge over hele den danske Tunge, d. e. i hele Norden, kalder hiin ham Olaf Kraakabein (s. o. S. 292) og finder hans Død fortjent. Olafs egentlige Charakteer bliver os derfor i mange Henseender en Gaade. Hvad vi med Sikkerhed vide om ham, er at han maa have besiddet ualmindelige

  1. Han var nemlig fød 963, s. o. S. 20.
  2. Dette Slag, siger Odd Munk (Cap. 69), er det berømmeligste, der har været holdt i Norden, deels formedelst det tapre Forsvar, deels formedelst Angrebet og Sejren, da nemlig det Skib blev vundet paa dyben Sø, som ingen troede kunde tages, og endelig fordi den Høvding faldt, der ansaaes for den berømmeligste over hele den danske Tunge. Jvfr. Fagrskinna, Cap. 81.