osen, som Kong Olaf havde paabegyndt, ikke synderlig kunde behage dem, men tvertimod snarere maatte være dem en Torn i Øjnene, er naturligt. De lode det forfalde, saa vel Privathusene som Kongsgaarden og Kirken, og dette kan ikke andet end have bidraget meget til at fremskynde Thrøndernes Tilbagefald til Hedendommen[1]. Derimod søgte de at faa en Kjøbstad oprettet paa Steinker inderst ved Beitstadfjorden. Her fandtes formodentlig allerede da, som nu, flere Huse, hvilke Stedets bekvemme Beliggenhed for Skibsfarten i den indre Deel af Fjorden havde fremkaldt; det laa i Nærheden af Indherreds folkerigeste Egne og det anseede Hovedtempel paa Mæren, som endnu stod eller paa ny havde rejst sig i sin gamle Glands[2], medens derimod Templet paa Lade, hvor gjerne endog Erik Jarl maaske i sit Hjerte kunde have ønsket det, ikke atter hævede sig af sin Aske, da han nu engang havde antaget Christendommen og ikke aabenbart kunde begunstige Hedenskaben.
Erik Jarl søgte viseligen at vinde Kong Olafs forrige Tilhængere. Dette kunde heller ikke falde ham vanskeligt. De fleste anseede Mænd i den Deel af Landet, der stod under hans Herredømme, havde i sin Tid været hans Faders Venner og Vasaller, og om de end i Haakon Jarls sidste Dage havde været misfornøjede, og i Øjeblikkets Heftighed havde taget Olafs Parti, er det dog let at forstaa, hvorledes, efter dennes Fald, den gamle Hengivenhed for Lade-Jarlens Æt atter maatte dukke op hos dem, især da Erik neppe sparede paa Gaver og Forleninger for at knytte dem til sig. Derfor heder det og i et gammelt Kvad, at alle Lendermænd, paa Erling nær, vare Eriks Venner. Med Erling var det en anden Sag. Hans Giftermaal med Kong Olafs Syster maatte gjøre Fiendskab med Jarlerne til en Pligt for ham; han var desuden mægtig nok til at vedligeholde en Art af uafhængigt Herredømme. En af Kong Olafs Venner, som Jarlerne især søgte at drage til sig, og som det ogsaa lykkedes dem ganske at vinde, var den unge Einar Thambarskelver. Erik Jarl havde, som ovenfor berettet, skjenket ham Livet efter Svoldrslaget; han tog ham med sig til Norge, og gjorde ham, som man af det følgende kan slutte, saa glimrende Tilbud, at den ærgjerrige Yngling neppe engang, om han fra først af havde bestemt sig dertil, vilde have kunnet modstaa dem. Thi, fortælles der, Jarlerne gave ham deres Syster, den storsindede Bergljot, til Egte, og gave ham store Veitsler i Orkedalen, saa at han blev den mægtigste og meest anseede Mand i hele Thrøndelagen. Han var ogsaa fra nu af Jarlernes fornemste Støtte og meest hengivne Ven[3].
