met, sendte de Bud efter ham, og han indfandt sig strax. Han traf dem paa Lade, hvor de modtoge ham med stor Venlighed, udnævnte ham paa ny til deres Hirdmand, og bekræftede ham i Forleningen over Færøerne. Men han overlevede ikke længe dette Besøg, thi omsider lykkedes det hans Dødsfiende Thrond at fælde ham og gjøre sig uafhængig. Thrond, der endnu var altfor ny i Christendommen til at omfatte den med saadan Oprigtighed, som i sit Livs sidste Dage, og som desuden nu, efter Olaf Tryggvessøns Død, ikke havde saa megen Grund til at frygte Straf for Lunkenhed i Troen, skal i al Hemmelighed med sine nærmeste Frænder og Huusfolk have drevet megen Blotskab; han ansaa denne Tid for den bedste til at faa Sigmunds strenge Herredømme afrystet og til at hevne de mange Ydmygelser, han havde lidt af ham, blandt hvilke den sidste, da han blev tvungen til at lade sig døbe, i Thronds Øjne ogsaa var den største og utaaleligste. Med sine Brodersønner Sigurd Thorlakssøn og Thrond laage, sin Systersøn Gaut den røde, sin Fostersøn Leif, Assur Hafgrimssøns Søn, og flere andre Frænder eller Venner, dannede han en for Sigmund farlig Magt, især da det ikke var at vente, at Mængden, om den end af Frygt for Sigmund overholdt Christendommen, endnu af Hjertet kunde være den hengiven, og ej, i Tilfælde af aabenbar Strid, vilde gjøre fælles Sag med den, der maaske lovede at bringe Hedendommen, eller i det mindste fuld Religionsfrihed, tilbage. Thi Sigmund selv var en streng Christen, der endog havde ladet en Kirke opføre paa sin Gaard[1]. Nu, som forhen, begyndte Thrond med at fordre Bøder af Sigmund paa Leif Assurssøns Vegne for dennes Fader, Assur Hafgrimssøns, Drab. Fordringen fremsattes paa det almindelige Thing. Sigmund svarede at Sagen allerede var paadømt af Haakon Jarl, og at man fik holde sig til denne Dom. Thrond begyndte nu at true. Han ytrede at hans Frænder, der vare voxede op i hans Huus, ikke vilde finde sig tilfreds med at Sigmund indesad med hele Herredømmet, af hvilket dog den
- ↑ I Færeyingasaga, Cap. 35, heder det, at det paa Færøerne gik med Christendommen som vidt og bredt andensteds i Jarlernes Rige, at enhver levede som han vilde, skjønt de selv holdt vel deres Tro, og at Thrond og hans Kammerater derfor i Virkeligheden (raunar, altsaa ikke tilsyneladende), for en stor Deel forkastede Troen. Dette maa dog, hvad Folket paa Færøerne angaar, kun være en Forudsætning af Sagaskriveren, der ikke engang forholder sig rigtig. Thi den egentlige Herre paa Færøerne var jo Sigmund, og han var nu ligesaa ivrig en Christen, som forhen. At Mange blandt Folket i Hjertet vare Hedendommen hengivne, er en anden Sag, men aabenbart vovede de neppe at give Tegn til Frafald, siden ikke engang Thrond selv, som man af Ordene maa formode, turde gjøre det. Derfor maa man antage at Christendommen her, lige saa vel som i Gulathingslagen, har vedligeholdt sig siden Olaf Tryggvessøns Tid. Der er heller ikke Tale om at Olaf den hellige siden efter behøvede at lade noget nyt Christendomspaabud forkynde der paa Øerne, skjønt han ellers gjorde sig stor Møje med at bringe dem til Lydighed.
