Raad“, sagde Njaal, „Mænd, som dertil ere bedst skikkede i hver Fjerding, skulle oprette nye Godord, og enhver, som ønsker det, skal give sig under de nye Godordsmænd som deres Thingmænd“. Han meente nemlig, og fremsatte som sit Forslag, at der til denne Ret skulde udnævnes een Mand for hver af de gamle Godord, altsaa 9 af hver Fjerding, tilsammen 36 eller tre Tylfter, hvortil endnu kom en Tylft for hver af de tolv nye Godord, som nu skulde optages. Af disse fire Tylfter skulde Sagsøgeren under Ed kunne forskyde 6, og Modparten ligeledes 6, saa at alene tre Tylfter kom til at dømme; vilde den Sagsøgte ej bruge denne Ret, var det Sagsøgerens Pligt at forskyde de øvrige 6, thi alene 3 Tylfter skulde dømme; den fraskilte Tylft skulde derimod anvendes til at udvikle og foredrage Sagen. Njaal nævnte fremdeles, hvilke Sager der nærmest skulde være Gjenstand for Femterdommens Behandling, som de vanskeligste, nemlig al Rettens Fornegtelse, falske Vidnesbyrd og Kvider[1], alle Vefangssager, eller saadanne, hvori Dommerne i Fjerdingsdommene ej kunde blive enige, m. m. Ederne skulde her skærpes, saa at to Mænd foruden de, der aflagde dem, skulde ved sin Thegnskab og Ære bevidne deres Sandhed. Ved samme Lejlighed foreslog Njaal ogsaa nærmere Bestemmelser om Lagrettens Organisation. Alt dette blev bifaldt af Skafte og vedtaget af Lagretten. Saaledes skulde da 12 nye Godord optages, sandsynligviis tre i hver Fjerding Herom raadslog man strax paa Lagberget, og Njaal udbad sig Tilladelse til at optage et for Høskuld paa Hvitanes, paa Sønderlandet Det tilstodes ham: Høskuld blev Gode – han kaldtes siden oftest Hvitanesgode, – egtede Hildegunn og levede paa Vorsabø, hvor Njaal havde kjøbt ham Land, i det fortroligste Venskab med Njaal og hans Sønner[2].
Denne Indretning maa have virket betydeligt til Ordenens og Rolighedens Overholdelse Blandt dem, til hvis Bedste Ideen derom nærmest var opstaaet, bevirkede den i Førstningen dog kun Splid og Ulykke. Det kunde neppe undgaaes, at flere af de nye Godordsmænd betragtedes med Uvilje og Misundelse af de ældre, og af andre, hvis Magt ved deres Ophøjelse var bleven forringet. Blandt disse var den forhen omtalte underfundige og ondskabsfulde Mørd Valgardssøn paa Hof, hvis Godord var meget forringet ved det nye, der var blevet Høskuld til Deel. Hans Fader, Valgard den graa, som længe havde været udenlands og endnu var hedensk, blev ved sin Hjemkomst heel forundret over alle de Forandringer, som imidlertid havde fundet Sted. „Jeg har“, sagde han engang til sin Søn, „nu redet vidt og bredt om i Bygden, men kan næsten ikke kjende den igjen. Paa Hvitanes saa jeg
