mange Bod-Tomter og Anstalter, men paa Thingskaalethinget saa jeg hele vor Bod nedbrudt: hvad skal alt dette betyde?“ Mørd fortalte ham nu at nye Godord vare optagne i Anledning af Femterdommen, og at flere havde meldt sig ud af hans Thing for at træde over i Høskulds. „Da har du“,– sagde Valgard, „ilde lønnet mig Godordet, jeg overlod dig, siden du har vanrygtet det paa slig umandig Viis; nu vil jeg, at du lader Ophavsmændene hertil undgjelde for det saaledes at det vorder dem alle til Bane, idet du nemlig sætter Splid mellem dem, saa at Njaals Sønner dræbe Høskuld; efter ham ere mange Hevnere, for hvilke igjen Njaals Sønner ville bukke under“. Mørd tvivlede paa at dette kunde lade sig gjøre, men Faderen gav ham endnu flere Vink om, hvorledes det kunde ske, og foreholdt ham at dette var den eneste Maade, paa hvilken han selv kunde vente at faa sit Høvdingskab tilbage. Mørd lovede da at forsøge derpaa. Det er betegnende nok for Christendommens Tilstand paa de Tider, at Mørd under alle disse lumske Forhandlinger dog lod sig det være magtpaaliggende at faa sin Fader til at lade sig christne. „Jeg vilde gjerne, Fader“, sagde han, „at du tog ved Troen, da du er en gammel Mand“. „Det vil jeg ikke“, svarede Valgard, „jeg ønskede heller at du forkastede Troen og saa, hvorledes det da gik“. Herpaa vilde Mørd ej indlade sig, men Valgard søgte, hvor han kunde komme til, at nedbryde alle Kors og forstyrre alle hellige Tegn i Mørds Huus. Han døde kort efter, og blev højlagt paa hedensk Viis[1].
Der havde allerede været Anledninger nok for Høskuld og Njaals Sønner til at komme i Fejde med hinanden, men de havde paa begge Sider hæderligt modstaaet alle Fristelser. Thraains Svoger Lyting havde forgjæves opegget Høskuld til at hevne sin Faders Død. Siden havde han selv, i Forening med sine to Brødre, dræbt den yngste af Njaals Sønner; de andre havde til Hevn dræbt hans to Brødre, men efter Njaals og Høskulds Mellemkomst indgaaet Forlig med ham selv, der dog ikke længe efter fældtes af den Dræbtes egen Søn[2]. Alt dette oprippede Mørd, og fremstillede det i det meest forhadte Lys, snart for Njaals Sønner, snart for Høskuld, medens han hyklede det inderligste Venskab for begge Parter, og aflagde hyppige Besøg, deels paa Vorsabø, deels paa Bergthorshval, til Njaals store Misnøje. Han bragte det endelig dertil, at der virkelig opstod Kulde mellem dem, og det i den Grad, at ogsaa Andre merkede det. Flose, Hildegunns Farbroder, foreslog derfor Høskuld, da denne var paa et Høstgilde hos ham, at forblive der, men herfor vægrede Høskuld sig af Frygt for at det kunde udlægges som Rædsel. Mørd fortsatte sine Bagvaskelser, og havde endelig den Fryd at se dem bære den for-
