ønskede Frugt. Optændte til Raseri ved hans onde Ord, og uden at ænse deres Faders Advarsel, rede Njaals Sønner, ledsagede af Mord, til Vorsabø, traf Høskuld, just som han gik og saaede Korn, og gave ham Banesaar. Han døde med de Ord: „Gud hjelpe mig og tilgive eder!“ Ved deres Hjemkomst hørte Njaal det Forefaldne med Forfærdelse og dyb Sorg. „Jeg vilde gjerne kjøbe Høskulds Liv for to af mine Sønners“, sagde han, „thi dette vil bringe os alle Døden“[1] (1011).
Imidlertid havde Hildegunn fundet sin Mands Lig. Hun tog den Skarlagenskappe, han havde haft over sig – en Gave af Flose – aftørrede Blodet med den, lagde den sammen og lukkede den ned i en Kiste. Mørd havde allerede været paa Grjotaa og meldt Drabet; han vogtede sig vel for at sige, at han selv havde været med, ja endog givet Høskuld et Saar; derimod hyllede han Deeltagelse for hans Efterladte, og paatog sig at indlede Søgsmaalet mod Njaals Sønner. Det skulde behandles paa det forestaaende Althing, og det maatte derfor være Njaalssønnerne magtpaaliggende at skaffe sig Understøttelse mod de mægtige Eftermaalsmænd. De henvendte sig i det Ærende først til Aasgrim Ellidagrimssøn[2], med hvis Datter Helge Njaalssøn var gift og hvis Søn Thorhall havde været opdraget hos Njaal. Aasgrim tilsagde dem sin Hjelp, men dulgte dog ikke at Sagen var slem og at Drabet overalt blev ilde omtalt. Flose Thordssøn, Hildegunns Farbroder, satte sig ogsaa paa sin Side i Bevægelse; han henvendte sig til sin Svigerfader Sidu-Hall og mange andre Frænder og Venner, der alle lovede ham at indfinde sig paa Thinget for at staa ham bi. Paa sin Thingrejse besøgte Flose Runolf Gode i Dal, og hørte af ham at hans Frænde Mørd allerede havde forberedt Sagen. Da Flose studsede herved, sagde Runolf, der just ellers ikke plejede at være af de godmodige eller føjelige, at han neppe troede at der kom noget godt ud af hvad Mord befattede sig med, og gav Flose det Raad heller at modtage Forlig og Bøder, hvis Njaal, som man kunde vente, tilbød hvad der var godt og anstændigt. Flose lovede det halv om halv. Men hvad fredelige Forsætter han maaske end nærede, saa bragtes de dog til at vakle, da han kom til Vorsabø og besøgte den sørgende Enke. Hun havde ladet Huset festligt smykke og et Højsæde berede til hans Ankomst. Flose sagde: „hverken er jeg Konge eller Jarl, og man behøver ej at berede mig et Højsæde for at spotte mig“. Hildegunn svarede, at det var gjort i den bedste Mening. Flose ytrede at dette nok siden vilde vise sig. De samtalede en Stund ganske sagte, hvorpaa hun gik ud, og Flose satte sig til Dagverdbordet med sine Mænd. Da kom hun atter ind, gik hen til Flose, strøg Haaret fra Øj-
